Danmarks mest populære bilmærke i årets første måneder

Det kører for Toyota, der allerede fra årets start indtog positionen som det mest populære bilmærke i Danmark. Nu, to måneder inde i 2024, fastholder det japanske bilmærke førerpositionen. Det viser helt nye tal fra bilstatistik.dk.

Der blev nyregistreret 11.218 personbiler i Danmark i februar, hvilket er en mindre tilbagegang på 3 procent sammenlignet med samme måned i fjor. Samlet set er der i årets to første måneder nyregistreret 20.066 personbiler svarende til en tilbagegang på 9 procent sammenlignet med samme periode i 2023. Med 2.105 nyregistrerede personbiler tegner Toyota sig for over 10 procent af markedet og distancerer dermed alle andre bilmærker i 2024.

Den mest populære bilmodel i februar og helt generelt i år er ikke overraskende Tesla Model Y med samlet 1.300 nyregistrerede biler. Årets mest populære bilmærke, Toyota, markerer sig stærkest med hele fire modeller blandt de 18 mest populære i år.

Aygo X sætter sig med 558 personbiler på sjettepladsen som den mest populære Toyota-model i år, Toyota Yaris Cross kommer lige med i top-10 på tiendepladsen med 400 personbiler, Toyota Yaris ligger på 14. pladsen med 332 personbiler, mens elbilen Toyota bZ4X markerer sig som den 18. mest populære personbil i Danmark med 286 personbiler.

Antallet af nyregistrerede elbiler i årets to første måneder stiger betydeligt fra 5.345 til 8.100 svarende til en stigning i markedsandel fra 24 til 40 procent. På trods af den kraftigt stigende interesse for elbiler hos danskerne vælger seks ud af ti danskere fortsat enten en benzinbil, dieselbil, hybridbil eller plug-in hybridbil.

About Author

Kategorier