Xpeng åbner sin første butik i Jylland

Når det kinesiske bilmærke XPENG den 15. august åbner i Fredericia, er det den tredje fysiske butik i Danmark efter København og Hillerød og et led i XPENGs plan for gradvis udbygning af netværket Danmark. De første biler blev overdraget til danske kunder i slutningen af juni, og XPENG er i fuld gang med at levere til alle dem, der har bestilt den stilrene sportssedan XPENG P7. Om kort tid begynder også leveringerne til de mange, der allerede har bestilt den store premium SUV G9.

Interessen for XPENG er stor i hele landet, og det har været en udfordring at leve op til efterspørgslen på prøvekørsler i Jylland og på Fyn. XPENG Danmark forventer derfor, at åbningen i Fredericia vil øge salget i Jylland og på Fyn.

Jens Olsen, Managing Director hos XPENG Danmark udtaler til AutoNews Business: ”En ny bil er en stor beslutning, så det er klart, at danskerne gerne vil prøvekøre, før de skriver under. Først i mødet med vores medarbejder ved en prøvetur forstår man, hvad vi og vores biler tilbyder i forhold til alternativerne på markedet. Vi har allerede været rundt i storcentre, til biludstillinger og andre events for at forsøge at imødekomme den store interesse i Jylland og på Fyn. Og vi er derfor glade for nu at kunne løfte sløret for vores nye, permanente lokation, hvor jyder og fynboer nemmere kan komme til at se og prøve vores biler.”

Det nye XPENG Experience Center ligger på Fuglsang Allé 20 i Fredericia. Her vil både være et showroom og et værksted, der kan klargøre, servicere og levere biler. I den midlertidige forretning, som åbner på d. 15. august, kan interesserede lære mere om XPENG og bilerne, få prøveture og også få den fornødne rådgivning i forhold til finansiering, forsikring, servicemuligheder og ladeløsninger.

”Cirka halvdelen af alle elbiler i Danmark er registreret vest for Storebælt, og det afspejler sig også i de mange henvendelser vi får med ønske om, at vi drager, ja, vestpå. Derfor etablerer vi nu en midlertidig løsning på adressen, indtil det permanente Experience Center er helt klar senere på året. Her vil man kunne se og opleve vores biler og tale med produktspecialister, som kan rådgive og vejlede vores besøgende – også om de services vi tilbyder for at gøre livet med en XPENG så tilfredsstillende som muligt,” siger Jens Olsen.

About Author

Kategorier