Startede sin karriere som 20-årig værkstedsejer

Værkstedet Anders Auto i Aalborg har siden 2013 været en del af AutoMester. Ved årskiftet fik værkstedet sit E+, hvilket bl.a. betyder, at værkstedet har den grønne omstilling for øje og også servicerer el- og hybridbiler.

35 årige Rashad Jammal har passeret mange milepæle i sin karriere. Siden han var 16 år, har han målrettet banet sig vej gennem autobranchen, som udlært automekaniker og autotekniker, og som blot 20-årig stiftede han sit eget værksted, Anders Auto ApS. Navnet skyldes, at Rashad siden sin tid som lærling også er gået under navnet Anders. De store bedrifter kan han sandsynligvis takke sin høje arbejdsmoral og kontinuerligt voksende ambitioner for.

Det har altid været et af mine største fokuspunkter at blive ved med at udbygge min viden og kunnen,” fortæller Rashad Jammal til AutoNews Business, der siden værkstedets grundlæggelse har udvidet sin forretning til specialværksted, hvis service omfatter alt fra nøgler til softwares, og er nu blevet et AutoMester E+ værksted.

Mere fokus på en grønnere fremtid

Rashad Jammal og hans otte medarbejdere glæder sig over de nye døre og muligheder, forandringen åbner for. Forandringen betyder nemlig at værkstedet nu kan tilbyde en bred vifte af E+ services, herunder servicering og reparation af el- og hybridbiler, E+ Vejhjælp, ekspertvejledning om grønnere kørsel og meget mere.

“Anders Auto er kendt for at yde lige præcis den service kunderne har brug for, næsten uanset hvad det er. Vi har ekspertise inden for det meste, der vedrører mekanik, og vi bliver ved med at dygtiggøre os yderligere. Det er et ambitiøst sted at stå, og her hjælper AutoMester E+ med at sikre vores gode placering,” fortæller den 35-årige værkstedsejer, og fortsætter:

“Vores opgradering til AutoMester E+ skyldes først og fremmest den voksende efterspørgsel på mere bæredygtig kørsel og grønnere tiltag inden for autobranchen. Det er noget, vi længe har haft i sigte, og vi var da også nogle af de første til at opstille ladestandere. Derfor glæder vi os meget over alt det ekstra, vi nu kan tilbyde kunderne, der rækker langt ud over servicering af el- og hybridbiler,” afslutter den ambitiøse værkstedsejer.

About Author

Kategorier