Ny full-service station i Recharge City Horsens er indrettet efter fremtidens behov

Elladestandere, et stort udvalg af Convenience-produkter og fokus på energioptimering. Det er nøgleord i åbningen af den nye Circle K full-service station i Recharge City Horsens. Stationen er Circle K’s seneste investering i fremtidens infrastruktur, og stationen er tiltænkt som et opladningssted for alle på farten – på flere måder. Elladestandere er helt centralt placeret på området, og den nye butik er indrettet efter de nye kundebehov med gode muligheder for personlig opladning, mens opladningen af bilen står på.

”Vi er stolte af vores nye full-service station i Recharge City Horsens, som vil bidrage positivt til den grønne infrastruktur. Stationen understreger vores ambitioner om en mere bæredygtig transportsektor – både i skiftet fra de fossile til grønne brændstoffer fra vedvarende energikilder, men også i det fysiske miljø opladningen sker i. Med åbningen bliver Circle K en central del af Recharge City Horsens, som er Europas største EU-platincertificerede parkerings- og opladningscenter, og vi ser frem til at byde fremtidige kunder velkomne – både lastbilchauffører og de private bilister,” siger konstitueret adm. direktør for Circle K Danmark, Peter Rasmussen.

Den nye station er indrettet med 12 lynladepladser til elbiler, og elladestanderområdet kan udvides med yderligere 14 lynladepladser. Den nye åbning er en del af Circle K’s massive investeringer i den grønne omstilling af transportsektoren, og bidrager til Circle K’s ambitiøse mål om allerede i 2024 at have 450 lynladepladser på 110 stationer i Danmark. Derudover er den nye station udstyret med en vaskehal, et tankanlæg med benzin og diesel samt et fælles truckanlæg på området med plads til fire high-speed pumper.

Stor Circle K butik indrettet efter fremtidens behov

Åbningen i Recharge City Horsens omfatter en helt ny, stor butik på mere end 300 kvm. Butikken er indrettet med store siddeområder, som giver kunderne mulighed for at lade op inden turen igen går videre. Der er vandrensningsanlæg i vaskehallen og fælles energiløsning i hele butikken med fokus på energioptimering og miljøet. Den nye station er DGNB-guldcertificeret, som sikrer en helhedsorienteret tilgang til bæredygtighed med fokus på social-, økonomisk- og miljømæssig bæredygtighed.

”Vi håber, at vi kan være et positivt stop på vejen for de mange tusinde bilister og chauffører, som hver dag krydser det trafikale knudepunkt vi nu placeres i med åbningen i Recharge City Horsens. Fremtidens transport er i høj grad eldrevet, og vi har derfor indrettet butikken efter de nye behov med længere pauser, som følger af fremtidens infrastruktur. I butikken er der store opholdsrum, hvor der er plads til at arbejde eller bare slappe af, og vi tilbyder et bredt udvalg af frisklavet mad og drikkevarer. Vi glæder os til at slå dørene op og byde kunderne velkommen i vores nye, flotte butik,” – udtaler Mathilde Westerholt, direktør for Convenience og Market Development hos Circle K.

About Author

Kategorier