Et tilbageblik på den netop afholdte tyske biludstilling IAA. Messen havde i år sat fokus på bæredygtighed med elcykler, ladestandere og miljørigtige biler, men mange bilmærker blev væk.
I tiden før corona- og klimakrisen ramte verden, var IAA i Frankfurt flagskibet blandt de tyske biludstillinger.
Op mod en million mennesker besøgte de hellige haller, hvor enhver bilproducent med respekt for sig selv viste sine produkter frem. Nogle af de store som Mercedes-Benz fyldte hele haller med deres fristende, muskelsvulmende modeller.
Men så kom krisen og klimademonstrationer mod bilindustrien. Døde svin blev kastet af foran udstillingens indgang. Demonstranter lænkede sig til hinanden tværs over vejene, og kæmpeplakater med et ‘nej tak til IAA’ blev båret rundt i Frankfurts gader.
Til sidst begyndte borgmesteren at ryste på hånden. I mere eller mindre direkte vendinger undsagde han udstillingen, og så var der ingen vej uden om at flytte.
Den nye værtsby blev Bayerns hovedstad, Munchen, hvor IAA første gang blev afholdt i 2021. Men bilhaderne flyttede med, og i messeperioden var store dele af millionbyen lammet af uroligheder. Da vi besøgte udstillingen om mandagen, hylede sirenerne konstant fra politibiler, der havde travlt med at bryde demonstrationerne.
Paradoksalt nok har demonstranterne ikke længere helt så meget at demonstrere mod i for hold til IAA. Stort set alle bilerne på udstillingen er elektriske og dermed kun CO”- udledende i begrænset omfang.
Hertil kommer, at IAA ikke længere kan kaldes en biludstilling. Af de 750 udstillere er kun en meget lille del bilproducenter. Resten viser ladestandere, digitale løsninger, elcykler, hydrogenløsninger og andet, der direkte relaterer sig til den grønne omstilling.
Kun en trediedel af hallerne benyttes af IAA. Resten udgøres af gratis arealer uden for selve udstillingsområdet. Hallerne er mere en fagmesse end en tilskuermesse.
Afbud på afbud
Det kunne man glæde sig over. Eller græde salte tårer over. Der kom over 500.000 besøgende, men de enorme tal fra de gode gamle dage i Frankfurt er forbi. Allerede i 2021, da man ikke rigtigt viste, at IAA havde forandret sig fra en biludstilling til en såkaldt mobilitetsudstilling, var tilskuertallet mere end halveret.
Det værste er næsten, at store dele af bilindustrien også vender tommelfingeren nedad. Langt de fleste bilproducenter, der ikke kommer fra Tyskland eller Kina, er fraværende. Man spejder forgæves efter GM, Peugeot, Chrysler, Volvo, Fiat, Jeep, Seat, Citroen, Genisis, Mazda, Suzuki, Toyota, og mange flere af verdens førende bilproducenter.
Set med entusiastøjne er det også trist, at de rigtigt spektakulære sportsvognsmærker såsom McLaren, Ferrari, Maserati, Lamborghini, Jaguar og lignende har valgt at blive hjemme. Selv de hjemlige tyske bilmærker er bemærkelsesværdigt tilbageholdende med ganske få biler på deres stande. Opel havde f.eks. kun deres fremtidsstudie vist frem i hallerne. De mere nutidsnære elektrificerede udgaver af Astra og Corsa blev vist frem på de gratis arealer uden for selve udstillingsområdet. Undtagelsen er de kinesiske bilmærker, der giver den fuld gas. Mange af dem med bilmærker, vi dårligt nok kender herhjemme.
I den tyske fagpresse diskuteres det livligt, hvorfor det nye koncept kaldet IAA Mobility har gjort så ondt på bilbranchen. Nogle mener, at udstillingen er blevet en blandet landhandel, som mange af bilmærkerne ikke vil spilde tid og penge på.
Messen er kort sagt blevet en tand for alternativ. Hvilket understøttes af den kendsgerning, at mere sexede messer som f.eks. tuningsudstillingen Essen Motorshow og oldtimerudstillingen Techno Classica fortsat har godt fat i publikum. Førstnævnte blev sidst besøgt af over 300.000 mennesker, hvilket IAA skal være glade for at nå op på i år, selv om denne udstilling er langt større.