I sidste ende vil det være en styrket brugtbilsbranche

Trods et fremragende brugtbilsalg i 2023 der jf. Bilbasen var det næsthøjeste nogensinde, så var 2023 et særdeles turbulent og udfordrende år for bilbranchen. Det turbulente marked i 2023 viste i høj grad, at trods høje salgstal blæser der nye vinde i bilbranchen. Salget af elbiler fortsatte sin fremgang men bidrog dermed også i meget høj grad til den turbulens og ustabilitet både nybils- og brugtbilsforhandlere oplevede. Store prisnedsættelser på især elbiler, ført an af Tesla, skabte usædvanligt store prisjusteringer med pressede avancer til følge. De store prisudsving betyder også, at omsætningshastighed er vigtigere end nogensinde. AutoNews Business erfarer, at landets brugtbilsforhandlere er i dag nødt til, at indstille dit lager til kortere liggetider og lavere avancer.

Samtidigt er en konsolidering i fuld gang især blandt nybilsforhandlere, så antallet af nybilsforhandlere bliver færre. Flere af de tidligere nybilsforhandlere skal nu tilpasse forretningen til rent brugtbilsalg eller lukke helt. I kombination med dette har vi op igennem 2021-2023 set en tilgang af nye brugtbilsforhandlere, der er åbnet uden nogen forudgående indsigt eller kendskab til branchen. Mange er folk der har set en mulighed for, at importerer især brugte elbiler der kan sælges uden registreringsafgift. Umiddelbart har det virket som en nem forretning, men desværre oplever vi så, at mange af disse nye aktører hverken har styr på momsregler eller købelovens betingelser for reklamationsret med mere.

Det store antal nye brugtbilsforhandlere og den øgede konkurrence på pris, vil næsten med sikkerhed betyde, at vi i løbet af 2024 og 2025, vil opleve en stribe konkurser og lukninger af forretninger.

Mange af de tidligere nybilsforhandlere vil opleve det, at drive en brugtbilsforretning langt fra er det sammen som en nybilsforretning. Principielt er nybilsforretningen en franchise, hvor en i dette tilfælde importør, står for den overordnede strategi, sørger for planlægning af uddannelse, markedsføring og forskellige tiltag i forhold til kampagnepriser og til dels hvilke og hvor mange biler du skal tage på lager.

Som brugtbilsforhandler står du for alvor på egne ben. Der er ikke en importør der fortæller dig, hvad du skal gøre i næste uge, måned, om et halvt år eller hvor du står juridisk i f.eks. i en reklamationssag. Groft sagt havde du som nybilsforhandler hånden på kogepladen, bliver der nu skruet op for varmen.

”Jeg kan være bekymret for, at mange af de tidligere nybilsforhandlere vil få det meget svært som brugtbilsforhandlere, hvis ikke de meget hurtigt omstiller sig til en hverdag, hvor de selv er 100% ansvarlige for al drift af deres forretning. Omvendt er der selvfølgelig hjælp også til brugtbilsforhandlerne, og her står bl.a. vi i DBFU klar til, at hjælpe med support til dem der gerne vil omstille sig til rene brugtbilsforhandlere,” udtaler direktør Jørgen Bomberg fra DBFU, Dansk Bilforhandler Union til AutoNews Business.

Og fortsætter: ”De tidligere nævnte nye aktører der har kastet sig ind i brugtbilsmarkedet uden forudgående kendskab, og i nogle tilfælde med tvivlsom indsigt i momsregler, registreringsafgiftsloven og købeloven, går en endnu mere dyster fremtid i møde. Der er ingen nemme genveje til en lukrativ forretning i bilbranchen. Mange af disse ser jeg også ganske af sig selv vil forsvinde i takt med, at avancerne presses og en ofte meget begrænset likviditet udhuler deres muligheder for at drive forretningen. I DBFU byder vi naturligvis konkurrencen og de nye aktører velkommen, men overholder man ikke lovgivningen for afregning af f.eks. forskelsmoms på biler importeret fra f.eks. Tyskland, har man intet at gøre i bilbranchen. Omvendt skal de der virkelig gerne vil drive en seriøs brugtbilsforretning også være velkomne, nye aktører og tilgang til branchen kan kun holde alle skarpe og udfordre gamle vaner.”

En række nuværende brugtbilsforhandlere er naturligvis også udfordret. Elbilerne er ofte dyre lagerbiler, da de ganske enkelt har en højere kostpris uden registreringsafgift. Det stiller store krav til brugtbilsforhandlernes lagerfinansiering og med igen en lav avance er en høj omsætningshastighed afgørende. Det betyder, at der skal ligge en klar strategi for, hvilken lagersammensætning man ønsker og, hvilket prissegment man specialisere sig i.

Skal du kunne have et attraktivt udvalg af biler, som potentielle købere skal køre efter, skal du sikre et bredt udvalg indenfor samme prissegment. Du er også nødt til at gøre dig klart, om du ensidigt tør satse på den ene eller anden form for drivkraft. Lige nu er alles fokus på elbiler, men reelt set udgøres den samlede bestand af personbiler ca. 90% i Danmark. Med andre ord er der stadigvæk en klar overvægt af fossile biler i Danmark og dermed i brugtbilsmarkedet, hvilket der sandsynligvis vil være mange år fremover.

”Samlet set er de mange udfordringer i bilbranchen langt fra overstået, jeg tror derfor vi allerede i år og de kommende år, vil se flere konkurser og lukninger. I sidste ende ser jeg dog også en styrket brugtbilsbranche komme ud på den anden side, men det vil desværre nok ikke være med alle dem vi kender i dag,” siger Jørgen Bomberg.

About Author

Kategorier