Fremgangen i bilsalget i forrige måned betyder, at antallet af indregistrerede personbiler
for 8. måned i træk er større end tallene fra samme periode i 2022. De første 8 måneder
af 2023 har budt på 109.131 nyregistrerede personbiler mod 96.087 i 2022.

”Det er glædeligt, at bilsalget fortsætter med at vokse. De forbedrede tal betyder også,
at vi forventer et bedre årsresultat for indregistrerede biler end sidste år. Markedet er
dog påvirket af mange faktorer, og er derfor fortsat er præget af usikkerhed.”
siger
Mads Rørvig, adm. direktør i De Danske Bilimportører.

Vil andelen af solgte elbiler stagnere 

I august måned var elbilerne endnu engang populære. I løbet af august måned kom der
4.772 nye elbiler på de danske veje, hvilket er en fordobling sammenlignet med sidste år.
Elbilernes andel i nyregistreringerne landede dermed på 35 procent i august.

For året betød fremgangen i august, at der i løbet af 2023 er kommet 34.443 nye elbiler
ud på de danske veje. Men forbrugernes begejstring for elbiler kan dog risikere at blive
bremset af de kommende afgiftsstigninger:

”Vi frygter, at andelen af solgte elbiler vil stagnere i den kommende tid. Dels mangler
vi stadig et bedre udbud af elbiler i en billigere prisklasse, og samtidig står afgiften på
elbiler til at stige markant i fremtiden. Vi ved, at udbuddet af billigere elbiler kommer
indenfor et par år, men afgiftsstigningen vil gøre det fossile alternativ mere attraktivt
end det elektriske. Derfor er det nødvendigt. at politikerne holder afgiften på elbiler i ro”
siger Mads Rørvig, adm. direktør i De Danske Bilimportører.