Bilforretning og værksted i Hvidovre går nye veje

Siden marts har Hussein Kleit haft sin bilhandel og værksted på Gammel Køge Landevej i Hvidovre.Lige siden han overtog lokalerne, har det været meningen, at stedet skulle blive til CarPeople Hvidovre, og nu er det blevet officielt, fortæller den 49-årige eksiljyde, der har arbejdet med biler hele livet og desuden er indehaver af CarPeople i Slangerup.

– I denne branche skal man udvide, hvis man får muligheden – og den fik jeg her i Hvidovre. Især i disse tider giver det god mening at vækste forretningen. Der skal laves mere salg for at tjene de samme penge, end der skulle for bare to år tilbage. Derfor skal kundekredsen vokse, og det følger gerne med, når man samtidig træder ind i en stor kvalitetskæde som CarPeople, udtaler Hussein Kleit til AutoNews Business.

Samtidigt uddyber Kleit,  “at blive en del af CarPeople gør rigtig meget for både salg og værksted. Det ændrer på hele konceptet og ikke mindst på kundernes syn på forretningen. Det kommer også til at give os mange nye kunder, at vi har et anerkendt navn i ryggen, der fungerer som et kvalitetsstempel. Man kender CarPeople, og man ved, hvad det står for, siger Hussein Kleit, der er vokset op i bilernes verden med en far indenfor import og eksport af biler i Ribe. Selv har han været officielt i bilbranchen siden 1999, hvor han startede som sælger, selvom han egentlig er uddannet mekaniker og havde et hobbyværksted allerede i 1993 på Amager. I dag fungerer han som værkstedschef og salgschef. Kleit har ansat tre mand i Hvidovre og tre i Slangerup. 

Gensidigt samarbejde

Ifølge kædechefen i CarPeople, Finn Overgaard Thomsen, følger der en række krav med navnet, man skal leve op til som bilforhandler og værksted – det er med til at give kvalitet til CarPeople-stemplet.

– Når vi finder nye værksteder og forhandlere at indgå aftaler med, er det et gensidigt samarbejde. Navnet forpligter ikke kun på kvaliteten af mekanikerarbejdet og salget, men også på indstillingen til selve samarbejdet såvel som den fremtid, der venter hele branchen. Her ved vi jo allerede, at Kleit har en god attitude og et gåpåmod, der matcher vores værdisæt, siger Finn Overgaard Thomsen til AutoNews Business.

For Hussein Kleit i Hvidovre er netop det at have et samarbejde og at være en del af noget større det, der gør en forskel, når man kigger mod en usikker fremtid:

– Det vigtigste for mig og min forretning er, at vi møder fremtiden positivt. Der er stor uvished om, hvad der kommer til at ske bare det næste halve år i bilbranchen. Og det gælder indenfor både afgifter, brændstof, benzin, diesel og el. Med kæden i ryggen er vi sikret meget, og det kommer til at smitte positivt af på kunderne, tilføjer Hussein Kleit.

About Author

Kategorier