Audi Danmark sætter salgsrekord med fremgang på 55 procent i forhold til 2022

Det kører for Audi i Danmark, der slutter året af med manér ved at sætte ny salgsrekord. Det tyske bilmærke kører året hjem med en placering som det 3. mest leverede mærke i Danmark, hvilket vidner om et relevant og attraktivt modelprogram, og Audi sendte således 13.131 nye Audi personbiler på gaden i 2023.

Bilmærket slutter 2023 som det bedst sælgende mærke i premium segmentet med et samlet antal leverede personbiler på 13.131 på det danske marked, hvilket svarer til en salgsfremgang på over 55% i forhold til 2022 i et marked, der med 172.764 indregistreringer også er steget men kun med 16,5%. Audis markedsandel blev derfor på 7,6% sammenholdt med 5,7% i 2022.

”Vi arbejder altid målrettet på at give alle kunder en så god oplevelse i mødet med Audi mærket som muligt,” fortæller direktør for Audi Danmark, Rikke Hamilton, ”og vi er både taknemlige og stolte over, at så mange kunder har valgt Audi til i det forgangne år.”

”2023 har på mange forskellige områder været et godt år for Audi i Danmark,” forklarer salgschef for Audi Danmark, Morten Troest. ”Audi var både det mest privatleasede mærke i premium segmentet, og den populære Audi Q2 blev den 4. mest privatleasede bil totalt på det danske marked. Samtidig oplevede vi solid vækst på firmabilsmarkedet, men Audi var også det mærke i premium segmentet, som flest danske privatforbrugere valgte at købe.”

Rikke Hamilton uddyber: ”En af årsagerne til det flotte resultat er naturligvis også, at produktionen nu kører mere normalt igen efter længere tids udfordringer forårsaget af den global forsyningskrise efter corona-krisen. Vi har derfor i løbet af året nedbragt antallet af bestilte men endnu ikke leverede biler til det danske marked betragteligt.”

Responsen på det danske marked har for den fuldt elektriske Audi Q4 e-tron været rigtig godt. Siden 2021 har den ligget nr. 5 på Top-10, som mest solgte. I 2023 kom der en teknisk opgradering af bilen med bl.a. optimeret drivlinje, højere ladeeffekt og udvidet standardudstyr, hvilket yderligere har bidraget til at øge efterspørgslen.

En del af den grønne omstilling

Bl.a. grundet det danske afgiftssystem har danskerne generelt omfavnet elbilerne, fordi man får meget bil for pengene ved at vælge en elbil i Danmark, og fordi man samtidig bakker op om den grønne omstilling. Over 52% af alle nye personbiler solgt til privatforbrugere var således elbiler i 2023. Dette gælder også for Audis kunder, hvor mere end 57% af salget til private var elbiler, hvilket samtidig viser kundernes tillid til Audis modeller og teknologi inden for elektrisk mobilitet.

Danske virksomheder er i stigende grad med til at præge den grønne omstilling ved at stille krav til deres flåde af firmabiler – fx at medarbejderne skal vælge en elbil eller plugin-hybrid, eller at de skal vælge en bil inden for en bestemt energiklasse. Hos Audi lancerede man i 2023 et nyt firmabilsunivers, hvor brugerne selv kan filtrere på forskellige parametre ud over beskatningsgrundlag – som fx drivmiddel, energiklasse og CO2-udledning – og på den måde få et overblik over, hvilke firmabiler de kan vælge mellem i Audis brede udvalg.

Godt rustet til fremtiden

Audi ser frem mod et spændende 2024 med lanceringer af nye modeller, hvoraf de mest ventede er de to modeller på PPE-platformen med den elektriske SUV Audi Q6 e-tron som den første og den elektriske Audi A6 e-tron senere på året.

Der er dog også flere modeller med effektive forbrændingsmotorer på vej – bl.a. en ny generation af Audi A4 og A5. 2024 byder ligeledes på et facelift til den kompakte Audi A3.

På den længere bane meldte Audi AG i 2021 ud, at mærket accelererer overgangen til elektrisk mobilitet. Fra 2026 vil Audi på det globale marked kun lancere nye modeller, der drives udelukkende af strøm, og frem mod 2033 vil Audi gradvist afvikle produktionen af modeller med forbrændingsmotor.

I 2025 er det målsætningen, at alle Audis fabrikker skal være netto-CO2-neutrale, og at mærket har flere end 20 fuldt elektriske modeller i porteføljen. Frem mod 2027 vil Audi tilbyde en rent elektrisk bilmodel i alle kernesegmenter, og deriblandt en ny indstigningsmodel under Audi Q4 e-tron.

About Author

Kategorier