BILTEST: Audi er det eneste bilmærke, hvis modeller jeg kan sætte mig ind i med bind for øjnene og alligevel identificere. Det tyske brand, som reelt er VW i galla, ved at eksklusivitet også omfatter dufte, og derfor har Audi for længe siden etableret et duftlaboratorium.
Det handler om en massiv fornemmelse af luksus, og øvelsen er lykkedes i ugens testbil, model Q8 e-tron, der er en opdateret udgave af tidligere udgaver tilsat karrosserituning, større batteri og kraftigere elmotorer. Luksus-fornemmelsen understøttes af en vidunderlig komfortabel luftundervogn, effektiv støjdæmpning og en meget flot instrumentering.
Trods høj vægt og betydelige ydre dimensioner opleves Q8 indvendigt ikke som en særlig stor bil. Reelt er der kun plads til fire voksne, da den midterste plads på bagsædet kompromitteres af en tilbage rykket konsol. Ugen før jeg fik Audien udleveret, testede jeg en Nissan Ariya i anledning af modellens kraftige prisfald. Selv om denne skønne bil koster under det halve, tilbyder den sammenlignelig plads og rækkevidde. Tesla og mange andre har også nedjusteret priserne på elbils-fronten, men Audi er tilsyneladende fortsat tilhænger af omvendt prisfølsomhed, hvilket vil sige, at høj pris stimulerer salget. Omvendt må man konstatetere at de tyske premium-konkurrenterne fra Mercedes og BMW tager sig mindst lige så godt betalt.
Stort batteri
Modellen fås med to batteristørrelser – 89 og 106 kWh. Det sidste er rigtigt meget, og da prisforskellen er ret beskeden, er modellen med størst batteri i min optik det bedste Q8-køb. Specielt fordi bilens udnyttelse af energien ikke er den allerbedste uanset batteristørrelse. De lovede 575 kilometers rækkevidde (uden ekstraudstyr) klarer andre ved hjælp af mindre batterier. F.eks. den førnævnte halvt så dyre Nissan Ariya.
Heldigvis er der meget andet i Q8 e-tron, der matcher den høje pris. Personligte er jeg dødtræt at de gigantiske skærme, som f.eks. Tesla og Ford Mustang planter i deres biler. Jeg finder det velgørende, at den eksklusive Audi klarer sig fremragende med en skærm på blot 10 tommer og en god og logisk menu.
Man sidder4 fremragende i sæderne, og bilen er i det hele taget uhyre behagelig at køre. Men skarpe kurver er ikke dens livret. De ca. 2,6 tons lader sig mærke, og styretøjet er ikke specielt fintfølende. Trods de høje priser sælger Audis elbiler godt, og forklaringen er ganske enkelt modellernes uomtvistelige aura af eksklusivitet. Rationelt set er der mere for pengene hos mange af konkurrenterne.
Audi Q8 S line 55 e-tron Quattro
Pris testbil inkl. ekstraudstyr: 1.079.000 kr.
Pris basisudgave 89 kWh: Fra 700.000 kr.
Topfart: 200 km/t
0 – 100 km/t: 5,6 sekunder
Forbrug: 22,2 kWh/ 100 kilometer
Batteri: 106 kWh
Hurtigste ladetid: 10 – 80 %: 31 min
Rækkevidde opgivet: 574 kilometer
Vægt: 2.600 kg.
Bagagerum: for/bag samlet: 650 liter
Træk max: 1.800 kilo
For:
Design
Lækre detaljer
Gennemprøvet teknologi
Mod:
Høj pris
Stor vægt
Betydeligt strømforbrug
Dommen:
Fire ud af seks stjerner