Porsche trykker på pedalen med to kraftfulde og veludstyrede E-Hybrid-varianter med længere elektrisk rækkevidde, hvilket gør den nye Panamera endnu mere attraktiv på det danske marked.
Porsche løftede i efteråret sløret for tredje generation af den succesfulde Panamera, som byder sig til med flere kræfter, mere udstyr og en endnu stærkere kombination af luksus og performance end nogensinde. Nu er mærket fra Stuttgart klar med yderligere to E-Hybrid-varianter, som med en stærk prissætning gør den succesfulde sportslimousine særligt attraktiv på det danske marked i løbet af foråret.
Stærkere, hurtigere og med længere rækkevidde
Panamera 4 E-Hybrid og 4S E-Hybrid er gjort kraftigere, hurtigere og med længere elektrisk rækkevidde sammenlignet med deres forgængere. Begge modeller kombinerer en turboladet 2,9-liters V6-benzinmotor med en elmotor, og mens Panamera 4 E-Hybrid leverer en systemeffekt på 470 hestekræfter og et drejningsmoment på 650 Newtonmeter, udvikler 4S E-Hybrid hele 544 hestekræfter og 750 Newtonmeter.
Præstationerne afspejler de ekstra kræfter. Panamera 4 E-Hybrid klarer således en 0-100-tid på blot 4,1 sekunder og en topfart på 280 kilometer i timen, mens tallene for Panamera 4S E-Hybrid siger 3,7 sekunder og 290 kilometer i timen. Takket være et større batteri, nu med en bruttokapacitet på 25,9 kilowatttimer i begge modeller, har man desuden forøget den elektriske rækkevidde. Panamera 4 E-Hybrid kan for eksempel tilbagelægge helt op til 96 kilometer (WLTP, bykørsel) alene på strøm, og samtidig kan batteriet nu oplades på helt ned til to timer og 39 minutter.
Generelt har ingeniørerne optimeret hybridsystemet i de nye E-Hybrid-varianter på en lang række områder med tanke på både effektivitet og performance. For eksempel er vægten af elmotorens indre roterende komponenter reduceret, hvilket har forbedret speederresponsen, ligesom systemet nu kan genvinde strøm med op til 88 kilowatt, hvilket medvirker til den længere elektriske rækkevidde.
Omfattende standardudstyr inklusive luftundervogn
Ligesom de allerede præsenterede udgaver af den nye Panamera er også de to nye E-Hybrid-varianter som standard udstyret med luftaffjedret, adaptiv undervogn med tokammer- og toventilsteknologi. Ligeledes er der mulighed for Porsche Active Ride (ekstraudstyr), hvor nyudviklede aktive støddæmpere med hver deres elektriske hydrauliske pumpe på millisekunder skaber det nødvendige tryk afhængigt af køreunderlag og situation og dermed leverer et ekstra bredt spænd mellem sublim komfort og sportslig dynamik.
Derudover kommer de nye E-Hybrid-varianter med en righoldig pakke af standardudstyr, som blandt meget andet omfatter Matrix LED-forlygter, ParkAssist og det helt nye og førerforkuserede interiørkoncept, Porsche Driver Experience. Dertil er Panamera 4 E-Hybrid udstyret med 19-tommers Panamera-letmetalfælge med sorte bremser, mens 4S E-Hybrid kan kendes på 20-tommers Panamera AeroDesign-letmetalfælge, sølvfarvede udstødninger samt røde bremser.
Prismæssigt lanceres de nye E-Hybrid-varianter i Danmark på et attraktivt niveau. Således introduceres den nye Panamera 4 E-Hybrid til 1.649.900 kroner, mens Panamera 4S E-Hybrid koster fra 1.889.900 kroner. Panamera 4 E-Hybrid vil også kunne bestilles i den endnu mere praktiske Executive-udgave med forlænget akselafstand og ekstra bagsædeplads – her starter prisen på 1.829.9000 kroner.