Nyt rådgivningsfirma med erfarne medarbejdere ser dagens lys

Den 1. oktober gik et nyt rådgivningsfirma, SAKUI ApS, i luften. Selvom firmaet er helt nyt, så består det af 5 erfarne medarbejdere, Rune Grøndahl, Jacob Skjærris, Lasse Holmen Møller, Nikolaj Pihl og Vibeke Olsen, der samlet bringer næsten et halvt århundredes erfaring med rådgivning omkring skatter, afgifter og lovgivning med sig.

”Jeg er taknemmelig for at have forhandlet en god og mindelig løsning på plads med KPMG Acor Tax. Det er naturligvis vemodigt at forlade en fantastisk arbejdsplads gennem 8 år med en fantastisk kultur og gode kollegaer. Drømmen og målet er at videreudvikle dedikeret og specialiseret rådgivning og produkter i et uafhængigt miljø, der kommer både os og især vores kunder til gode. Vi stiller høje krav til os selv og vores kunder, og har allerede modtaget en del positiv respons fra omverdenen, så det tegner godt.” udtaler Rune Grøndahl, der tegner og leder det nye selskab.

Et af hovedområderne, som også findes i binavnet SAKUI Automotive ApS, er fokus på rådgivning af virksomheder og aktører i og omkring bilbranchen, herunder bilforhandlere, leasingselskaber, energiselskaber, importører m.fl.

Det såkaldte ”Automotive Universe”, der er en videns- og værktøjsplatform målrettet bilbranchen, fortsætter i det nye selskab.

”Overgangen er gået rigtig godt, og vi har en række spændende vejledninger, opdateringer og nye værktøjer på vej til aktører i og omkring bilbranchen i den nære fremtid.” udtaler Senior Advisor Nikolaj Pihl.

Hertil hører også SAKUI Automotive Academy, som fortsættes i både 4. kvartal og i de kommende år. ”Det første kursus i værdifastsættelse af køretøjer var planlagt allerede til dag 3 i det nye selskab, så der skulle knokles med at få både det praktiske og undervisningsmateriale indenfor de første 2 dage. Men qua det er en virksomhedsoverdragelse, har vi været klar fra første dag til at modtage kursister, både fysisk og online, og alle kurser i leasing, moms, import af biler og bilafgifter fortsætter såedes”, siger Senior Advisor Jacob Skjærris til AutoNews Business.

Rune Grøndahl ser lyst på fremtiden: ”Der sker store forandringer i bilbranchen netop nu med både grøn omstilling, digitalisering, konsolidering blandt forhandlere og biler fra USA og Kina, så behovet for rådgivning er rigtig stort,” udtaler han, ”Vi glæder os også rigtigt meget til at afholde vores konference for bilbranchen den 7. december i Tivoli Congres Center, hvor elbiler, digitalisering og Kina er nogle af overskrifterne” Det er gratis, og man tilmelder sig på firmaets hjemmeside.

SAKUI ApS har domicil i nye faciliteter på Aarhus Ø og rådgiver kunder i hele landet. Udover de 5 fastansatte er der også tilknyttet 3 nyansatte studentermedhjælpere.

About Author

Kategorier