Katastrofal oplevelse: Foreløbig resultat ligner fuldstændigt sidste år

I denne uge har Rådet for Større Dæksikkerhed, repræsentanter fra Dækimportørforeningen og FDM trukket i vintertøjet og undersøgt dækvalget på de danske personbiler. De seneste år har andelen af personbiler på sommerdæk i uge 4 været faldende og andelen på helårsdæk er øget, mens vinterdæk har ligget nogenlunde stabilt omkring de 80 procent.

Med en tro på, at ansvarsbevidstheden var helt i top hos de danske personbilsbilister, havde Rådet for Større Dæksikkerhed en klar forventning om, at andelen af personbiler på sommerdæk i ugens dæktjek ville være rekordlav efter uger med store snefald. Men det var ikke tilfældet.

Inden kampagnen gik i gang var dette forventningerne. ”I denne vinter har vi en klar forventning om, at finde endnu færre biler på sommerdæk, når vi i næste uge er ude på landets offentlige parkeringspladser. Som det er nu, vil det være totalt uansvarligt at køre ud med sommerdæk, også selvom vejene pludseligt skulle blive farbare. Det er fortsat det absolut bedste valg at køre med vinterdæk, selv hvis vejene ”kun” er kolde og våde”, oplyste Volker Nitz, Rådet for Større Dæksikkerhed

AutoNews Business fanger Arne Hansen fra Dækbranchen Danmark telefonisk, der kan berette at det foreløbige resultat, er det samme denne fredag som ved sidste dæktjek. Tallene er i skrivende stund 10 procent med sommerdæk, 13 procent med helårsdæk og 77 procent med vinterdæk.

Arne Hansen udtaler “Vi havde helt klart forventet at folk var mere ansvarsbevidste og at vi var blevet mødt af klart færre sommerdæk. Procentopgørelsen er det foreløbige resultat. Det endelige resultat foreligger i den kommende uge, men desværre er det ikke en positiv konstatering til trods for, at vi i Danmark har en hård vinter. I næste uge er det varebilerne, der skal dæktjekkes”.

Som minimum vinteregnede helårsdæk

Det er fortsat anbefalingen at køre med sæsonbestemte dæk, hvilket de fleste heldigvis gør, men til de bilister, som fortrinsvis kan køre på ryddede og saltede veje kan snefnugmærkede helårsdæk anvendes som et kompromis. ”Skal man uanset føret kunne køre, så er rigtige vinterdæk det rigtigste valg, men har man valgt helårsdæk, så er det trods alt at foretrække fremfor sommerdæk. Helårsdækkene har dog stadig begrænsninger og kan ikke erstatte rigtige vinterdæk”, siger Volker Nitz.

Dæk klarer ikke alt

Selv med rigtige vinterdæk, vokser træerne dog ikke ind i himlen. Husk derfor, at sørge for at tilpasse farten til føret og hold ekstra god afstand, for selv med vinterdæk øges bremselængden markant, når vejen er is- eller snedækket. Og til slut skal det slås fast, at man skal følge anbefalingerne fra myndighederne om, at pakke bilen med tæpper, proviant, sneskovle, når man skal ud, men intet af dette gavner, hvis man bevæger sig ud på vejene på utilstrækkelige helårsdæk eller sommerdæk. Så er det bedre at udvise ansvarlighed for egen og andres sikkerhed – og lade bilen stå.

Resultat og målsætning

Resultaterne af næstes uges dæktjek forventes at være på plads i uge 6. Fremadrettet vil de indsamlede tal også blive anvendt, når et eventuelt lovkrav om brug af snefnugmærkede helårs- og vinterdæk skal drøftes politisk. Det er Rådet for Større Dæksikkerheds klare forventning, at hele vognparken i Danmark skal inddrages i de bebudede undersøgelser.

About Author

Kategorier