Ole Winther åbner dørene til sin splinternye IVECO-forretning i Herning i slutningen af denne måned. Forhandleren, der hidtil kun har solgt IVECO’s varebiler, udvider nu sit samarbejde med importøren og vil fremover tilbyde sine kunder en bredere portefølje, der spænder fra varebiler til lastbiler og busser. Samarbejdet træder i kraft om to dage den 22. september og markerer ikke blot resultatet af et vellykket samarbejde, men også fejringen af Ole Winthers 50-årsjubilæum for det første værksted, som han og hans hustru, Bodil, åbnede tilbage i 1973.
Gennem årene har Ole Winther solgt en bred vifte af biler, men det var først efter en dyb fascination for IVECO, at beslutningen om at blive en officiel IVECO-forhandler blev truffet.
– Vi haft adskillige mærker gennem huset, og tidligere solgte vi primært IVECO’s varebiler, men vores erfaring med IVECO har været så positiv, at vi nu har besluttet at udvide vores samarbejde, så vi kan tilbyde et bredt udvalg, lige fra de lette til de mellemstore og tunge køretøjer, fortæller Søren Haas, salgschef hos Ole Winthers Auto til AutoNews Business.
– Der er generel opbakning til IVECO blandt vores sælgere her i virksomheden. Det kommer blandt andet til udtryk i vores erhvervsteam, bestående af erhvervschef Carsten Lauridsen og hans salgskonsulenter, Ole Gram og Søren Olesen, der har været yderst dygtige til at konvertere mange af vores kunder til IVECO. De har gjort det så godt, at de faktisk har placeret sig i top-30 over de bedst sælgende IVECO-sælgere i Danmark, udtaler Søren Haas.
Der er sket en ændring i kundernes behov i de 50 år
Med 50 års erfaring har Ole Winthers Auto gennemgået en stor transformation ‒ fra næsten at håndtere ’hestevogne’ til de topmoderne, elektrisk drevne biler, der i dag dominerer vejene i stigende grad. Men det er ikke kun bilernes teknologi, der har gennemgået en revolution. Kundernes krav og det produktudbud, som forhandlerne tilbyder, har også gennemgået betydelige forandringer i løbet af årene, forklarer Søren.
– Tidligere blev en varebil primært betragtet som et transportmiddel, men nu stilles der krav til bilen, som rækker langt ud over dens faktiske ydeevne. Her spiller digitalisering en væsentlig rolle, hvor især muligheden for at forbinde sin bil ’on air’ er populær blandt kunderne, påpeger Søren og fortsætter:
– Samtidig har der også været en betydelig udvikling i, hvordan biler får deres drivkraft – dette gælder både personbiler, varebiler og lastbiler. Et eksempel er IVECO’s lancering af eDaily, hvilket repræsenterer en markant forandring i forhold til tidligere år.
Ole Winthers 50-årsjubilæum som autoforhandler og åbningen af den helt nye IVECO-forhandler, der hidtil har haft midlertidige lokaler i Lind, finder sted den 22. september. Her åbnes dørene til de spritnye faciliteter i Industriområdet mellem Herning og Ikast, også kendt som H.I.-parken. Denne dag vil man blandt andet kunne besigtige den nye eDaily, IVECO’s Turbostar og IVECO’s showtrailer.