Ejner Hessel A/S køber Renault & Dacia forhandler

Familievirksomheden Ejner Hessel A/S har indgået en aftale med bilforhandleren K. Westergaard Automobiler A/S i Horsens.

Den lokale Renault og Dacia forhandler i Horsens, K. Westergaard Automobiler A/S, har efter mange overvejelser valgt at sælge forretningen videre til Ejner Hessel. Aftalen er netop indgået og vil træde i kraft fra d. 1. maj 2024.

Efter en positiv dialog og konstruktive forhandlinger er det – på trods af situationen – et glad par i form af Ulla og Erik Westergaard, der sælger forretningen på Høegh Guldbergs Gade til Ejner Hessel.

– Vi er glade for den interesse, som Ejner Hessel har vist for vores forretning. Vi har ledt efter den rette mulighed for vores forretning i fremtiden, og med Ejner Hessels henvendelse kunne vi se et scenarie, hvor vores dygtige medarbejdere kunne fortsætte på værkstedet og i salgsafdelingen, men i lige så høj grad ville vores loyale kunder fortsat kunne komme her i forretningen og købe Renault og Dacia samt blive serviceret, som de er vant til, fortæller en glad Erik Westergaard, der suppleres af Ulla Westergaard:

– Da forhandlerstrukturen hos Renault Danmark blev ændret for nogle måneder siden, var vi interesseret i at finde en løsning, hvor alt det gode lokale arbejde med Renault og Dacia kunne fortsætte og endda udbygges til gavn for både ansatte og kunderne, fortæller Ulla Westergaard.

Ejner Hessel er en familievirksomhed, der altid har haft en ambition om at holde kunderne godt kørende. Helt i tråd med værdierne, der har gjort sig gældende i generationer, er købet af K. Westergaard Automobiler A/S en mulighed for at fortsætte den gode udvikling på Renault og Dacia, som Ejner Hessel har haft igennem mange år.

Direktør hos Ejner Hessel, Benjamin Mahr, er tilfreds med familievirksomhedens nyeste udvikling i Horsens og ser frem til at byde de nye medarbejdere velkomne hos Ejner Hessel.

Vi er tilfredse med købet af K. Westergaard Automobiler, og dette køb giver os muligheden for at være klar med et stærkt Renault og Dacia-setup i Horsens allerede pr 1. maj i år. Vi overtager et dygtigt og dedikeret personale, der nu bliver en del af vores Hessel-familie. Vi tror på, at de kompetencer, der er hos K. Westergaard Automobiler, er i tråd med de værdier, vi hos Ejner Hessel ønsker i vores forretning. For nuværende er vi meget glade for, at Renault og Dacia-forhandlingen kan fortsætte på Høegh Guldbergs Gade, og vi glæder os til at byde nye og gamle kunder velkomne i forretningen, fortæller Benjamin Mahr.

Ejner Hessel overtager i alt 20 medarbejdere, mens bygningerne på Høegh Guldbergs Gade lejes af K. Westergaard Automobiler A/S.

About Author

Kategorier