Renault Megane E-Tech har et topmoderne næsten frækt design. Foto Hans Uffe Christensen.

Den franske revolution

Renault har omfavnet den grønne omstilling med kærlighed og rettidig omhu. Ikke mange havde sidste år troet, at den franske bilfabrik Renault i april måned 2024 kunne smykke sig med titlen “Danmarks bedst sælgende bil.  Renault Megane E-Tech var endda langt foran sidste års storsælger Tesla Model Y og pænt foran en række andre godt sælgende biler med og uden elmotor.

For insidere – hvilket primært vil sige vil sige alle vi bagkloge skribenter – er det en mindre overraskelse. Renault, der af mange betragtes som Frankrigs svar på tyske VW, har i modsætning til sidstnævnte omfavnet den “grønne” revolution med kærlighed i stedet for at stritte imod.

Topsællerten Megane E-Tech er kun starten på en ny tid for Renault. Forleden præsenterede mærket sin fremragende prisvindende model Scenic i Danmark. Se testen her på opslaget. Et endnu større folkeligt gennembrud ligger efter alt at dømme lige om hjørnet, når den retro-inspirerede Renault 5 EV senere på året dukker op til lidt over 200.000 kr.. Fulgt af den mindre elektriske Twingos til pænt under 200.000 kr. Alle bygget med et stort antal fælles komponenter for at spare penge.

Hvad kan Renault, som konkurrerende bilmærker ikke magter i samme omfang? Svaret ligger måske i afdøde Mærks Mc-Kinney Møllers berømte slogan  “rettidig omhu. Renault så tidligt, at vejen til succes i den nye grønne verden gik over lavere priser kombineret med produkter, der hverken ser ser billige, mærkelige eller forældede ud.

Stigende fransk prestige

I de gode gamle fossildage var der prestigemæssigt en verden til forskel på at køre i en mellemstor Renault og f.eks. en mellemstor VW. I dag er det i mine (og sikkert også mange andres) øjne ikke finere at parkere en tysk elbil foran carporten end en Renault Megane E-Tech.

Til gengæld er prisforskellen til at få øje på. Megane EV starter  ved 265.000 kr. Som leasingbil koster den fra 4.000 kr. om måneden. Med andre ord konkurrerer den med elektriske Kina-biler af samme størrelse. Og med Volvos slagtilbud i form af den fuldelektriske kinesisk byggede model EX30, der starter ved 270.000 kr. Sidstnævnte blev i øvrigt næst bedst sælgende elbil i april. Lav pris kombineret med flot design er en guddommelig kombination i elbilernes verden.

Med hensyn til “rettidig omhu”, indså den franske producent tidligt, at prisniveauet indtil for nylig aldrig ville føre til stort volumen. Derfor tog Renault ved lære af Tesla, der år efter år har kunnet sætte priserne ned, fordi en stor del af ingeniørernes ekspertise er brugt til at effektiviserede fabrikkerne. Således vil næste elbil fra Renault  kunne bygges på 10 timer, mens det i dag tager 50 % længere tid at bygge en bil af sammenlignelig størrelse. 

Renault Megane E-Tech er lige som Teslas mere folkelige modeller blev sat kraftigt ned i flere omgange. Det er en stor del af forklaringen på, at Renault sidste år havde en salgsfremgang på 20 % for elbiler. Klart mere end markedet i øvrigt.

About Author

Kategorier