Boom i leasingbiler

Der er kommet 10.000 flere leasingbiler i Danmark på bare to år. Reglerne kan dog være lidt af en jungle, og landsdækkende udlejningskæde har succes med en mere simpel udgave, de kalder langtidsleje.

Danskerne leaser løs. På blot to år er der kommet 10.000 flere leasingbiler i Danmark, som nu udgør hele 223.140 biler og dermed otte procent af den samlede danske bilpark. Det viser rapportten ’Danskernes Biler’ fra AutoBranchen Danmark.

Efter et par år med mangel på mikrochips og reservedele samt lange leveringstider på nye biler, der hurtigt blev efterfulgt af krig og inflation og den dertilhørende økonomiske usikkerhed, er det ikke noget under, at leasing er i fremgang, mener Niels Bork, der er direktør i udlejningskæden Autokonzept, hvor man udlejer biler i alle størrelser gennem lokale autoforretninger i hele Danmark.

Her har man bevæget sig væk fra begrebet minileasing og bruger i stedet termen langtidsleje, hvor bindingerne er færre, og kravene til kunderne er mindre.

– Uanset hvor i landet, man spørger, er svaret det samme – hårde tider kræver fleksible aftaler. Både autobranchen og mange danskeres privatøkonomi gennemgår en uforudsigelig periode, og så er fleksibilitet alfa og omega for begge parter. Derfor er det også væsentligt, at aftalerne er mindre bindende og mere gennemskuelige, siger Niels Bork.

Forskel på leasing og leje

Langtidslejen går i al sin enkelthed ud på, at kunden lejer en bil over en længere periode ligesom i en leasingaftale. Det adskiller sig dog fra leasing ved, at ejerafgift og forsikring oftest er inkluderet i prisen, ligesom man ikke selv skal tænke på løbende service og reparationer. Ved leasing betaler man dette udover den månedlige pris, og samtidig skal man indgive langt flere oplysninger fra Skat samt tjekkes for eventuel historik i RKI.

– Vi vil gerne undgå at blive forvekslet med leasing og bruger derfor langtidsleje i stedet. Det er mere frit end ordinær leasing, men det er stadig muligt at leje en bil i op til 36 måneder til priser på niveau med leasingpriserne, fortæller Niels Bork.

Tilbage i 2017 kom der en række stramninger på leasingområdet, som medførte et relativt stort fald i antallet af leasingbiler. Det er sidenhen vendt, og det har således aldrig været flere leasingbiler på det danske marked.

About Author

Kategorier