Tilfredsstillende resultat i volatilt 2023

Selvom man kan se tilbage på udfordrende markedsforhold leverede Nic. Christiansen Gruppen i 2023 et solidt økonomisk resultat. Omsætningen lyder på 8,5 mia. kr., mens resultatet før skat er på 178 mio. kr., og det vidner om en stærk præstation fra koncernens side. Egenkapitalen er på knap 1,2 mia. kr.

Nic. Christiansen Gruppen, en af Danmarks største bilvirksomheder, leverede i 2023 et tilfredsstillende resultat. Resultatet er bedre end budgetteret på trods af, at markedsforholdene i 2023 har været præget af stor volatilitet, hvilket blandt andet skyldes prisreduktioner på tværs af branchen.

Samtidig har Nic. Christiansen Gruppen også brugt 2023 til at udvide forretningen med en række interessante opkøb i form af værkstedskæden Skorstensgaard, Toyota-forhandlerkæden ERA BILER samt den tyske BMW- og Mini-forhandlerkæde May & Olde.

Derfor er det også en tilfreds Niels Vrist Bertelsen, administrerende direktør i Nic. Christiansen Gruppen, som gør status over 2023.

”Det er tydeligt for enhver, at det er omskiftelige tider i bilbranchen, og derfor er jeg også tilfreds med vores performance. I et normalt marked er vores ambitioner for indtjeningen højere, men som året og markedet udviklede sig, så er det tilfredsstillende. Volatiliteten stiller store krav til vores evne til løbende at tilpasse vores forretning, men det giver også store muligheder – og dem har vi virkelig grebet i 2023,” siger han og uddyber:

”Vi har foretaget en række meget spændende opkøb, som styrker vores koncern og giver os en større kundebase. Jeg er stolt af, at vi nu står stærkere end nogensinde til at gå fremtiden i møde og skabe en endnu mere robust og succesfuld virksomhed. Vores strategiske fokus er at styrke forretningen via opkøb og en udvidet brand-portefølje. Det går godt, men vi lægger ikke skjul på, at vi har appetit på mere,” siger Niels Vrist Bertelsen.

Brug for at skabe tryghed

Den Kolding-baserede koncern har samtidig gennemført en omfattende reorganisering i 2023 under navnet ’One NCG – moving forward’, hvor man har optimeret organisationen, så Nic. Christiansen Gruppen står stærkt rustet til fremtiden. Dette er blandt andet også tænkt ind i indretningen og arkitekturen i det nye hovedkvarter, som Nic. Christiansen Gruppen tager i brug i efteråret 2024.

Nic. Christiansen Gruppen forventer, at 2024 også vil blive præget af stor konkurrence og volatilitet, ligesom det har betydning, at man er gået fra et pull- til et push-marked. Det vil resultere i et fortsat udfordrende marked, hvor også den grønne omstilling af bilparken bliver et tema, mener Niels Vrist Bertelsen.

”Der er ingen tvivl om, at konkurrencen indenfor elbiler vil fortsætte, og herhjemme har danskerne virkelig taget elbilerne til sig. Men samtidig ser vi lige nu tendenser på det globale marked, hvor efterspørgslen på elbiler ikke som hidtil er en lodret kurve op i luften. På den front ser det ud til, at efterspørgslen kan have stabiliseret sig. Blandt andet derfor ser vi ind i en tid med fortsatte udsving, som vil betyde, at både leverandører og producenter kan komme under pres,” siger den administrerende direktør og tilføjer:

”I et marked med store udsving og stigende usikkerhed er der mere end nogensinde brug for solide og erfarne bilselskaber, som kan skabe tryghed og sikkerhed på kunderejsen for danskerne. I Nic. Christiansen Gruppen har vi 57 års erfaring fra den her branche, og vi ser det som en af vores mest fornemme opgaver at kunne give forbrugerne ro i maven, når de står overfor deres næste valg af bil. Det vil – også i 2024 – blive en vigtig opgave for vores koncern,” siger Niels Vrist Bertelsen.

De store markedsudsving og en dansk økonomi, der fortsat vil være påvirket af relativt høje renteniveauer samt en afdæmpet vækst, betyder, at Nic. Christiansen Gruppen forventer et resultat for 2024, der er lavere end i 2023.


Fotograf: Jakob Boserup

About Author

Kategorier