23-årig udlært mekaniker er ny indehaver af værksted

Oliver Madsen har startet et nyt kapitel som selvstændig, da han har overtaget det tidligere Autobulen S.O.L. på Damhus Boulevard. Værkstedet hedder nu O.M Auto, men bevarer adressen og er fortsat en del af AutoMester.

Siden 2014 har Autobulen S.O.L. på Damhus Boulevard i Rødovre været drevet af Mikkel Frederiksen. Nu er tiden inde til forandring, og værkstedet skifter både navn og ejer. Den nye værkstedsindehaver er 23-årige Oliver Madsen, der selv blev udlært som mekaniker på værkstedet, hvor han har haft sin daglige gang de sidste seks år. Den tidligere værkstedsindehaver skulle andre veje og opfordrede i den forbindelse Oliver Madsen til at tage over. En opfordring, han glædeligt tog imod.

“Jeg har altid været glad for det fysiske arbejde som mekaniker, og trives godt med de nye udfordringer som selvstændig. Det er klart, at jeg tager en masse erfaringer med fra min tid i Autobulen S.O.L., hvorfra jeg også forstår fordelene ved at være en del af AutoMester,” fortæller den nyudklækkede værkstedsindehaver til AutoNews Business.

Fornyet energi

Selvom planen er at ansætte flere medarbejdere i fremtiden, er det lige nu Oliver Madsen, der alene betjener værkstedet i Rødovre. Derfor glæder han sig særligt over det store sparringsnetværk, der følger med AutoMester.

Den nyudklækkede ejer er i færd med at gøre værkstedet til sit eget, men vil fortsætte med at levere den samme gode service til kunderne:

“Jeg har ryddet en del op og fortsætter med at sætte mit eget præg på værkstedet. Men mit største fokuspunkt er at fortsætte med at levere service af højest mulig standard og bevare den gode kundetilfredshed,” forklarer den unge værkstedsindehaver.

Derudover er han begejstret for AutoMesters krav om løbende efteruddannelse, der vil sikre en kontinuerlig høj kvalitet på værkstedet.

“Der sker jo meget i autobranchen, så det er afgørende at følge med udviklingen og efteruddanne sig. Derfor sætter jeg stor pris på, at det er noget, der følger med, når man er en del af AutoMester. Det glæder jeg mig til at dykke mere ned i,” fortæller Oliver Madsen, fuld af entusiasme og gåpåmod.

About Author

Kategorier