Nyt partnerskab for at sætte det lange lys på transportbranchen

Hvem skal sidde bag rattet i vores køretøjer, når kunstig intelligens og ny robotteknologi tilbyder sikre og effektive muligheder for automatiseret transport? Hvordan planlægger vores virksomheder ruter, lager og distribution i en mere uforudsigelig fremtid? Hvornår bliver grøn transport en rigtig god forretning?

Tidens megatrends er godt i gang med at stille spørgsmål til den danske transport- og logistikbranche, som kan være vanskelige at give klare svar på. For sandheden er, at de tektoniske plader under branchen er sat i voldsom bevægelse, og at vi lige nu ved meget lidt om, hvordan, hvornår og med hvilken kraft det kommer til at påvirke måden, vi transporterer mennesker og varer rundt i fremtiden.

Derfor er DI og 3F Transport gået sammen i partnerskabet FremtidsLab. Her vil de to organisationer samle landets skarpeste hjerner og mest spændende perspektiver på dansk transport og logistik og udvikle fremtidsscenarier inden for områder, som kommer til at forandre branchen grundlæggende inden for de kommende 10-15 år.

Nysgerrighed frem for ’stop-lobbyisme’ 

De første tre områder, som kommer under lup i FremtidsLab., er ’ny teknologi’, ’den grønne omstilling’ og ’et arbejdsmarked i forandring’.

”Hvis vi stiller os i spidsen for at være nysgerrige på fremtidsscenarierne for vores egen branche, kan vi også bedre være med til at præge diskussion om fremtidens transport og logistik i Danmark, ikke mindst politisk. Det er vigtigt i en situation, hvor mange af de udviklingstendenser, som bliver diskuteret allermest, også er dem, som vil påvirke os allermest. I DI vil vi langt hellere dét end at bedrive sådan en slags ’stop-lobbyisme’, hvor der er nogle andre, som taler om fremtiden og tager politiske beslutninger på den baggrund, og vi så træder ind i sidste øjeblik for at sætte en stopper for det, vi vurderer, vil påvirke branchen negativt,” siger Karsten Lauritzen, branchedirektør i DI Transport til AutoNews Business.

Udover at give gode anledninger til at tale med en samlet stemme om fremtidens transport og logistik skal FremtidsLab give branchen en platform og et forum for at tale sammen om de udviklingstendenser, den bliver nødt til at forholde sig til på langt sigt.

”Det er helt afgørende at have et åbent sind og se både optimistisk og nysgerrigt på fremtiden, så vi står klar, når mulighederne viser sig for os. For eksempel de nye teknologier, som giver mulighed for at udføre vores arbejde langt mere effektivt, sikkert og ofte også grønnere. Med nogle solide prognoser og fremtidsscenarier for dansk transport og logistik kan vi bedre forberede os og blive klar til at gribe mulighederne sammen med virksomhederne,” siger Jan Villadsen, formand for 3F Transportgruppen til AutoNews Business.

FremtidsLab. blev lanceret i denne uge på FremtidsLab. Summit 2024, hvor DI og 3F Transport præsenterede et fælles politisk udspil om kollektiv transport på Werkstatt (Refshalevej 167A, 1432 København K).

About Author

Kategorier