Super Dæk Service har udvidet samarbejdet med Bosch Car Service-kæden med 18 yderligere afdelinger, der bliver del af samarbejdet. Dermed når kæden op på i alt 42 Bosch Car Service-afdelinger på landsplan.
I starten 2023 offentliggjorde Super Dæk Service Danmark A/S, at virksomheden havde indgået et strategisk samarbejde med det verdensomspændende kædekoncept, Bosch Car Service.
– Vi tager nu næste skridt i vores samarbejde med 18 yderligere værksteder, der bliver del af det strategiske samarbejde. Samarbejdet spiller en central rolle i vores ambitioner om at blive en attraktiv totalleverandør, der kan løse alle kundens behov og omstille os til en fremtid præget af elbiler, hybridbiler og stigende krav til mekanikernes kompetencer, udtaler direktør i Super Dæk Service Danmark A/S, John Hornbech Christensen til AutoNews Business.
Et stærkt, fagligt fundament
En vigtig del af samarbejdet er ifølge direktøren investeringer i uddannelse gennem et trekløver bestående af Super Dæk Service, UCRS Skjern Tekniske Skole og Bosch Car Service – hvoraf de to sidstnævntes tætte uddannelsessamarbejde udgør krumtappen i den kompetenceudvikling, som direktøren mener er afgørende for kædens omstilling til fremtiden.
– Vi har i skrivende stund mere end 50 mekanikere indskrevet på Bosch Car Service-uddannelserne på skolen i Skjern. Siden vi etablerede vores samarbejde, er vi kun blevet bekræftet i, at det er den rigtige vej at gå, da vi får adgang til uddannelser af højeste kvalitet, siger John Hornbech Christensen og uddyber:
– Med den stærke, faglige ballast vores medarbejdere får med – om det er som studerende på UCRS Skjern Tekniske skole eller på efteruddannelse hos Bosch Car Service i Ballerup – tror vi på, at vi får det helt rigtige fundament til at imødegå de stigende krav til, hvad mekanikere skal kunne. Vi er samtidig ydmyge over for, at det selvfølgelig tager tid at opbygge kompetencerne, og vi stadig har et stykke vej endnu – men nu er vi rigtig godt på vej.
Endnu større udbredelse
De 18 afdelinger, der er blevet del af Bosch Car Service, er fordelt over hele landet med fem afdelinger på Sjælland, to på Fyn og 11 i Jylland.
– Med de 18 afdelinger, vi har fået med, har vi styrket vores fysiske tilstedeværelse af Bosch Car Service både på landsplan, hvor vi dækker hele fastlandet fra Frederikshavn til Sønderborg. Dertil i enkelte, større byer, hvor vi nu står endnu stærkere. Herunder i Aarhus, Odense og Esbjerg hvor vi når op på tre afdelinger per by, fortæller direktøren.
Super Dæk Service forventer at nå første milliard i omsætning i kædens nuværende regnskabsår, der går fra juni 2024 til juni 2025.