Toyota tager nu et markant strategisk skridt ind i det absolutte luksussegment. Den japanske bilgigant lancerer Century som et selvstændigt luksusmærke med en klar ambition om at konkurrere direkte med navne som Rolls-Royce og Bentley. Den første konceptbil blev præsenteret på den seneste bilmesse i Tokyo.
Strategien minder om Toyotas satsning for knap fire årtier siden, hvor koncernen introducerede Lexus som et premium-brand målrettet konkurrenter som Mercedes-Benz og BMW. Lexus har siden udviklet sig til en global succes og er i dag veletableret på en række markeder – også i Norden, hvor mærket blandt andet er repræsenteret med elbilerne RZ og UX.
Century har dog en endnu mere eksklusiv position. Modellen blev første gang lanceret i 1967 og har gennem årtier opnået en næsten ikonisk status i Japan, hvor den ofte omtales som ”Japans Rolls-Royce”. Indtil nu har Century eksisteret som en enkeltstående luksusmodel under Toyota-navnet.
Et skridt ind i ultra-luksussegmentet
Med forfremmelsen af Century til et selvstændigt bilmærke ønsker Toyota at tage satsningen mod det mest eksklusive hjørne af markedet et niveau højere. Ambitionen er at skabe en reel konkurrent til de mest prestigefyldte luksusmærker – herunder Rolls-Royce, Bentley og det kommende luksusfokuserede Jaguar.
– Century er ikke blot endnu et mærke inden for Toyota Motor Corporation. Vi vil udvikle det som et brand, der bringer den japanske ånd – Japans stolthed – ud i verden. Det næste århundrede begynder med os, siger Toyotas bestyrelsesformand Akio Toyoda.
Konceptbil signalerer retningen
Et første indblik i, hvad Century-brandet skal stå for, blev givet på bilmessen i Tokyo, hvor Toyota fremviste en ultra-luksuriøs konceptbil. Konceptet er en coupé med automatiske skydedøre og en utraditionel kabineindretning med tre sæder: ét førersæde og to bagsæder med fokus på maksimal komfort.
Designet bærer et nyt Century-emblem i frontgrillen, og der er ingen tydelige visuelle referencer til Toyota. Dermed understreges ambitionen om at positionere Century som et selvstændigt luksusbrand med egen identitet.
Der er foreløbig få tekniske detaljer om konceptbilen og den fremtidige modelportefølje, men Toyotas meldinger indikerer, at Century skal fungere som koncernens spydspids i ultra-luksussegmentet.
About Author
ANDRE ARTIKLER DER KAN HAVE RELEVANS FOR DIG
-
Tech-selskab vil gå ind på en række nye forretningsområder
-
Rybners Tekniske Skole vil uddanne eleverne på branchens virkelighed
-
Elbiler dominerer: 82,9 procent af sidste måneds bilsalg var elektrisk
-
Bilimportør dropper personbiler og fokuserer istedet på varebiler
-
Gigantisk hackerangreb: Jaguar Land Rover går fra milliardoverskud til kæmpe underskud
