To tidligere medarbejdere fra leasingselskabet Motorpoint.dk satser nu på egen forretning i bilbranchen og vil gøre det lettere for danske bilforhandlere at købe brugte biler i Europa.
Det nye firma skal fungere som ekstern indkøbspartner for forhandlere med behov for hurtig adgang til attraktive brugtvogne uden selv at bruge tid på auktioner, søgning og administration.
Forretningsmodellen bygger på konkrete tilbud, hvor biler udvælges på det europæiske marked og sendes ud til danske forhandlere som et først-til-mølle-princip. Den første forhandler, der accepterer tilbuddet, får bilen reserveret, hvorefter den nye virksomhed håndterer resten af processen.
Det gælder både selve købet, transporten til Danmark samt den nødvendige dokumentation, så bilen leveres klar til videre salg.
Bag virksomheden står Morten Hartvigsen og Nikolaj Schöneberg, der sammen har etableret Car Company ApS med ambitionen om at tilbyde et mere enkelt og effektivt alternativ til den traditionelle måde at købe brugte biler ind på.
“Mange forhandlere bruger rigtig meget tid på at sidde på auktioner og byde på biler, som de ikke altid får købt. Den tid kan de bruge bedre i butikken på at sælge biler. Der kan vi gå ind og hjælpe,” siger Morten Hartvigsen til AutoNews Business.
Virksomheden arbejder med biler i flere segmenter og henter alt fra mindre bybiler som Fiat 500 til mere eksklusive modeller fra Porsche hjem til danske kunder.
Indkøbene sker på tværs af flere europæiske markeder, hvor Car Company ApS opererer i både nordlige, østlige og sydlige lande. Hvilke konkrete markeder der handles på, ønsker virksomheden dog ikke at oplyse nærmere.
Car Company ApS har adresse i Silkeborg, hvor Nikolaj Schöneberg er bosat, mens Morten Hartvigsen driver sin del af virksomheden fra Esbjerg. Foreløbig foregår arbejdet fra hjemmekontor og fælleskontor.
Selv om markedet for bilimport er præget af store aktører og digitale handelsplatforme, er ambitionen ikke at opbygge en stor volumenforretning med standardiserede udsendelser.
Ifølge Morten Hartvigsen er det afgørende, at relationen til kunderne forbliver personlig.
“Det skal ikke være robot-mails til 500 forhandlere. Når man får en mail fra os, skal man vide, hvem der står bag, og at man altid kan tage telefonen og ringe,” siger han.
For de to stiftere handler etableringen også om at skabe en virksomhed, der kan fungere på egne præmisser.
“Vi skal selvfølgelig tjene penge, men frihed betyder også noget. Det her skal være en forretning, der fungerer, også i hverdagen,” siger Hartvigsen.
Interessen fra markedet har allerede vist sig kort efter opstarten. Et opslag på LinkedIn har ført til, at flere forhandlere har skrevet sig på virksomhedens tilbudsliste, og dermed er Car Company ApS kommet hurtigt fra start i jagten på at skabe en ny rolle i brugtvognsmarkedet.
