Den danske leverandør af værkstedsudstyr, Stenhøj, tager et strategisk skridt ind i fremtiden. I midten af oktober flytter virksomheden ind i et nyt domicil i Løsning – centralt placeret ved motorvejsnettet mellem Vejle og Horsens. Her får Stenhøj både moderne kontorfaciliteter og et 500 m² showroom, der skal fungere som udstillingsvindue og testcenter for virksomhedens high-end produkter.
Strategisk placering tæt på kunder og marked
Med rødder tilbage til 1917 har Stenhøj gennem mere end 100 år leveret løsninger til danske værksteder. Flytningen til Løsning markerer et nyt kapitel, hvor både kundernes oplevelse og medarbejdernes arbejdsforhold er i fokus.
”Vi ønsker at gøre det nemmere for kunder, forhandlere og værksteder at besøge os – og samtidig tilbyde medarbejderne bedre rammer. Det nye domicil giver os en unik kombination af central placering, moderne faciliteter og et showroom, der matcher vores produktportefølje,” siger Claus Dilling, Country Manager hos Stenhøj Danmark til AutoNews Business.
Arbejdende showroom som salgs- og rådgivningsværktøj
Det nye showroom bliver en central del af Stenhøjs B2B-strategi. Med 500 m² dedikeret til demonstration af autolifte, dækmaskiner, kompressorer, hjuludmåling, ADAS-udstyr og andre specialprodukter, kan kunder og partnere opleve løsningerne i drift.
”Vores mål er, at kunderne kan se, mærke og teste produkterne i realistiske rammer. Det styrker både beslutningsprocessen og dialogen om, hvordan vi kan skabe værdi gennem skræddersyede løsninger,” forklarer Claus Dilling.
Showroomet bliver indrettet med åbne rammer, mødelokaler og moderne faciliteter, der gør det muligt at kombinere produktpræsentationer med rådgivningsforløb og workshops.
Investering i medarbejdertrivsel og samarbejde
Også internt får flytningen stor betydning. De fleste af Stenhøjs 70 medarbejdere vil opleve kortere transporttid, og det nye domicil tilbyder arbejdsforhold, der styrker samarbejde og trivsel. Showroomet bliver samtidig et samlingspunkt for sociale aktiviteter og videndeling.
”Vi ser medarbejdernes trivsel som en afgørende faktor for at kunne levere den service og kvalitet, vi er kendt for. Derfor er det lige så vigtigt for os at skabe en attraktiv arbejdsplads, som det er at udvikle stærke kundeoplevelser,” siger Claus Dilling.
Platform for vækst
Stenhøj er en del af den internationale Nexion Group, global markedsleder inden for udstyr til autobranchen. Flytningen til Løsning skal skabe et endnu stærkere udgangspunkt for vækst på det danske marked og samtidig understøtte koncernens ambitioner.
”Vi ser flytningen som en investering i fremtidens Stenhøj. Vi får en base, der gør os i stand til at møde kunderne mere professionelt, styrke relationerne og samtidig skabe en arbejdsplads, hvor vores kolleger kan trives og udvikle sig,” siger Claus Dilling.
About Author
ANDRE ARTIKLER DER KAN HAVE RELEVANS FOR DIG
-
Nic. Christiansen Gruppen opruster på direktionsgangen med ansættelse af ny adm. direktør i NCG Retail
-
Ny administrerende direktør hos Van Mossel i Danmark
-
Afstemningen til Auto Awards 2025 buldrer afsted – over 22.777 danskere har allerede stemt på årets nominerede
-
Kampen tages op mod vintervejret i samarbejde med bilimportør
-
Generationsskifte: Bytter chefrollen ud med titlen som værkfører
