LICENSE EXPIRES: In perp - LICENSE BY: Oliver LICENSE SCOPE: A - Earned editorial, press releases, press kits. C - All non-broadcast digital and online media, plus Retail and POS (showrooms, events etc). REGION: Global COPYRIGHT AND IMAGE RIGHTS: This content is solely for editorial use and for providing individual users with information. Any storage in databases, or any distribution to third parties within the scope of commercial use, or for commercial use is permitted with written consent from Ford of Europe only.

Stabil januartakt i vare- og lastbilsalget 

Årets første registreringstal peger på en moderat fremgang i markedet for vare- og lastbiler – men under overfladen tegner der sig en tydelig elektrisk forskydning. Særligt blandt varebilerne og de lettere lastbiler vokser el markant i andel, mens diesel fortsat dominerer de tungeste segmenter.

I januar blev der indregistreret 1.870 nye varebiler i Danmark, hvilket er 54 flere end i samme måned sidste år og svarer til en stigning på 3 procent. Fremgangen er beskeden, men dækker over en markant bevægelse i drivmiddelfordelingen, hvor el nu udgør hver tredje ny varebil.

Ifølge tal fra Bilstatistik.dk blev der i januar indregistreret 627 nye el-varebiler mod 381 i samme måned sidste år. Det svarer til en stigning på 64,6 procent. El-varebilerne udgjorde dermed 33,5 procent af nyregistreringerne – en fremgang på 12,5 procentpoint sammenlignet med januar 2025, hvor elandelen var 21 procent.

Samtidig faldt dieselandelen til 59 procent mod 72,9 procent året før. Benzin- og plug-in hybridvarebiler spiller fortsat en begrænset rolle i segmentet, mens øvrige hybrider samlet set fylder lidt mere end sidste år.

“Januartallene viser, at el-varebiler nu udgør omkring en tredjedel af de samlede nyregistreringer. Det understreger, at elektrificeringen fylder mere på varebilmarkedet, også selvom det samlede salg kun ligger lidt over niveauet fra samme måned sidste år. Udviklingen peger på, at el i stigende grad bliver et reelt valg for virksomheder, når varebilparken skal fornyes,” siger Jonathan Schacht Halling Nielsen, vicedirektør i Mobility Denmark.

Markante forskelle mellem lastbilsegmenterne

Også lastbilmarkedet lagde fra land med plus. I januar blev der indregistreret 489 nye lastbiler, hvilket er 46 flere end i samme måned sidste år – en stigning på 10,4 procent.

Bag fremgangen gemmer sig markante forskelle mellem vægtklasserne. I N2-segmentet (3,5–12 ton) blev der registreret 70 lastbiler, svarende til 14,3 procent af det samlede lastbilsalg. Det er en stigning på 5,1 procentpoint i forhold til januar sidste år. N3-segmentet (over 12 ton) tegnede sig fortsat for hovedparten med 419 registreringer og 85,7 procent af markedet, men andelen er faldet en smule.

Elektrificeringen går klart hurtigst i de lettere lastbiler. I N2-segmentet steg antallet af eldrevne lastbiler fra 23 i januar sidste år til 58 i januar 2026. El udgjorde dermed 82,9 procent af nyregistreringerne i segmentet mod 56,1 procent året før.

I N3-segmentet er udviklingen mere gradvis. Antallet af el-lastbiler steg fra 16 til 37, og elandelen voksede fra 4 procent til 8,8 procent. Samlet set udgjorde el 19,4 procent af alle nyregistrerede lastbiler i januar 2026.

“Udviklingen i starten af 2026 peger fortsat på markante forskelle mellem lastbilsegmenterne. El fylder allerede meget blandt de lettere lastbiler, mens omstillingen i de tunge lastbiler sker mere gradvist. Her kan de politisk udstukne rammevilkår få betydning for, hvordan og hvornår virksomhederne tager næste skridt,” siger Jonathan Schacht Halling Nielsen.

Små tal, men pæn fremgang

Busmarkedet indledte også året i plus. I januar blev der indregistreret 59 nye busser – 8 flere end i samme måned sidste år, svarende til en stigning på 15,7 procent.

Markedet er dog fortsat præget af store månedlige udsving, blandt andet som følge af større leverancer og enkeltstående udbud. Samlet set lå januar dog på et højere niveau end samme måned i 2025.

 

 

About Author

Kategorier