Rybners Tekniske Skole vil uddanne eleverne på branchens virkelighed

Rybners Tekniske Skole i Esbjerg har investeret i en specialbygget autohjælpsbil, der skal bringe undervisningen tættere på virkeligheden i autohjælpsbranchen. Med en ny ISUZU D-MAX, ombygget specifikt til autohjælp, får eleverne nu mulighed for at arbejde med udstyr og tekniske løsninger, der matcher de krav, de møder ude på vejene.

Den nye bil er skræddersyet til realistisk undervisning og skal give eleverne en mere praksisnær forståelse af arbejdet som autoreddere. Køretøjet er ombygget i Italien hos Omars og indgår nu som en del af skolens vognpark på i alt 16 køretøjer.

Specialbygget til realistisk undervisning

Ombygningen af ISUZU D-MAX omfatter blandt andet en opkortning af køretøjet, hvor bagenden er fjernet for at optimere placeringen af løfteanordningen tæt på bagakslen. Derudover er bilen udstyret med fuldautomatisk luftaffjedring på bagakslen og opvejet til en totalvægt på 3.500 kg – alt sammen med henblik på at skabe realistiske arbejdsvilkår for eleverne.

Modellen er udviklet med fokus på styrke, fleksibilitet og driftssikkerhed, som er afgørende egenskaber i autohjælpsarbejdet. ISUZU D-MAX bygger på et robust chassis og et konstruktionsprincip med tydeligt ”lastbils-DNA”, hvilket gør den velegnet til specialopbygninger. Under motorhjelmen ligger en 1,9 liters EURO-6 turbodieselmotor med 163 hk, der kombinerer solide præstationer med et relativt lavt brændstofforbrug.

Ifølge skolen er netop den tekniske opbygning afgørende for, at eleverne kan arbejde med realistiske belastninger, arbejdsgange og sikkerhedsprocedurer – fra korrekt brug af løfteudstyr til forståelse for vægtfordeling, stabilitet og sikkerhed.

Undervisning på branchens præmisser

Claus Ohmand Jensen, underviser fra Rescue Center Denmark, ser den nye autohjælpsbil som et centralt element i uddannelsen af fremtidens autoreddere.

– Når eleverne arbejder med et køretøj, der teknisk og funktionelt svarer til det, de møder ude på vejen, får undervisningen en helt anden tyngde. Det her er ikke en skolebil – det er et arbejdsredskab, som stiller de samme krav til teknik, sikkerhed og præcision som i virkeligheden, siger han til AutoNews Business.

Han understreger samtidig, at autohjælpsbranchen udvikler sig hurtigt, og at praksisnær undervisning er afgørende for at ruste eleverne til deres kommende job.

– Jo tættere vi kan komme på virkelige driftsforhold, jo bedre er eleverne forberedt, når de står alene med ansvaret ude på vejen, forklarer Claus Ohmand Jensen.

Kendt platform i autohjælpsbranchen

ISUZU D-MAX anvendes allerede professionelt i autohjælpsbranchen, blandt andet hos Falck og SOS Dansk Autohjælp, hvor specialopbyggede modeller bruges som bjærgningskøretøjer – især i byområder.

Hos ISUZU Danmark ser man samarbejdet med Rybners Tekniske Skole som et naturligt match mellem uddannelse og køretøj.

“ISUZU D-MAX er bygget med et lastbils-DNA, der gør den ekstremt velegnet til specialopbygninger som bl.a. autohjælp. Når en uddannelsesinstitution vælger netop denne platform, er det et klart signal om, at man ønsker at uddanne til virkeligheden – ikke til et kompromis,” siger René Andersen, salgsdirektør hos ISUZU Danmark til AutoNews Business.

Han fremhæver kombinationen af robust chassis, høj styrke og fleksibel opbygning som afgørende faktorer i autohjælpsarbejdet – og som en fordel for eleverne, der nu kan træne på samme tekniske grundlag som branchen.

Med investeringen ønsker Rybners Tekniske Skole at styrke kvaliteten af uddannelsen og sikre, at kommende autoreddere er klar til at indgå direkte i arbejdet fra første dag på vejene.

About Author

Kategorier