Renault på vej med tre nye elektriske varevogne

Der er gang i varevognssegmentet hos Renault, der netop har offentliggjort navnene og billederne på fremtidens Renault varevogne. Tre varebiler, der redefinerer segmentet og som alle er på el.

Estafette, Goélette og Trafic: tre stærke navne for de tre nye varebiler, der både deler navne og DNA med markante forgængere.

De tre nye varebiler fra Renault er kommet til i et samarbejde med Flexis, den uafhængige virksomhed, der er etableret af Renault Group, Volvo Group og CMA CGM Group.

Dette nye trekløver af E-Tech 100 % electric varevogne er udviklet for at møde alle de krav branchen har behov for og efterspørger.

Alle bygger på den nye “skateboard” platform og SDV (Software Defined Vehicle)  arkitektur. De kompakte, rummelige og fleksible varevogne giver mulighed for skræddersyede løsninger som understøtter nu-og fremtidens virksomheders skift i både teknologi og energi. Hver af de tre køretøjer har deres egen identitet og er designet med det formål, at imødekomme specielle individuelle behov.

Trafic E-Tech electric: Moderne og funktionel

Med fjerde generations Trafic, skriver Renault et nyt kapitel i en saga, der begyndte helt tilbage i 1980 – mere end 45 år siden. Trafic som model er bygget i over 2.5 mio. eksemplarer. Og nu kommer en helt ny.

Trafic E-Tech electric er en one-box design bil med kort front og maksimal akselafstand for at maksimere varerummet – samtidig med, at den har en venderadius som en Renault Clio. Den er under 1.90 meter høj, for at sikre, at den blandt andet altid kan have adgang til parkeringskældre.

Goélette E-Tech electric: Den alsidige varevogn

Den er ikke lige så kendt som Trafic eller Master, men ikke desto mindre var Renault Goélette på markedet i ti år fra 1956 og til 1966. Den var en robust varevogn, som samtidig var enkel at tilpasse de forskellige behov. Dermed blev den en af de mest populære vans for flådeejere og for små forretningsdrivende med forskelligartede behov. Og netop for at møde de forskellige behov er Goélette E-Tech electric tilgængelig i tre versioner: chassis cab, box og tipper.

Til og med b-stoplen er bilen identisk med fronten på den nye Trafic, mens den bagerste del af bilen er fuldt fleksibel, så den kan bygges efter behov.

Estafette E-Tech electric: Designet til den moderne by

Den 16. September 2024 afslørede Renault på IAA i Hannover konceptbilen af Renault Estafette. Og allerede nu kan man så se den færdige varevogn, der 99% af vejen er tro mod sit konceptagtige ophav. Estafette bærer ligesom Goélette på en arv, der ligger langt tilbage. Mere end 500.000 Estafette blev nemlig produceret mellem 1959 og 1980. Estafette E-Tech electric er en nutidig udgave af fortidens Estafette med samme dyder, men i en ny teknologisk og energimæssig kontekst.

Bilen er kun 5.27 meter lang og 1.92 meter bred.  Det er en kompakt bil, der er nem at komme rundt med i alverdens storbyer. Den er 2.6 meter høj, hvilket betyder, at en person på 1.90 meter høj kan gå oprejst i varerummet, hvilket man i øvrigt kommer direkte til fra førerpladsen uden at skulle ud af bilen – man går direkte bagud.

Estafette E-Tech electric har en stor panoramaforrude, der øger udsynet og blandt de mange nye features som kan findes i Estafette er en skyde-sidedør med indbygget trin, der gør det enkelt at komme ind og ud af bilen

Bagved er de normale døre erstattet af en dør som i et jalousiskab – altså en dør der ruller op og i og dermed giver maksimal plads indenfor og optager endnu mindre plads udenfor, når man åbner for at tage varer ud.

Dette nye line-up af 100 % elektriske køretøjer vil blive bygget i Frankrig på Sandouville fabrikken og forventes at komme på markedet fra 2026. Flere detaljer om bilerne, teknologien og rækkevidden kommunikeres i de kommende måneder.

About Author

Kategorier