Renault offentliggør idag en pris under den psykologiske grænse

På et netop afholdt pressemøde i Fields Shopping Center i Ørestaden kunne Renaults danske importør, RN Nordic berette om den nyeste udvikling på Renaults danske elbilmarked. Et af de store fokusområder var Renault 4, som nu får et prisskilt under de magiske 200.000 kroner.

Med en startpris på 199.990 kroner for modellen med 40 kWh batteri og en rækkevidde på op til 312 kilometer, samt 214.990 kroner for 52 kWh-versionen med 407 kilometer rækkevidde, håber Renault at øge salget markant. Prisen er sat ned med 7.000 kroner for den mindste version.

”Renault 4 har et enormt potentiale, som vi nu sikrer med en pris under de psykologiske 200.000 kroner. Vi tror på, at dette giver R4 det salg, som bilen fortjener,” udtaler Head of Communication & Marketing Søren Hyltoft til AutoNews Business.

Markedsvækst og elbilsfokus
På pressemødet kunne Hyltoft berette at Renaults salg i Danmark er i kraftig vækst. Fra 2024 til 2025 rykkede mærket fra en 7.-plads til en solid 5.-plads på markedet, med en markedsandel, der steg fra 5,6 til 6,2 procent. Især Renaults erhvervsbiler klarer sig godt – LCV-modellerne indtager 4.-pladsen med en markedsandel på 14,6 procent. Elbilerne udgør en stadig større del af salget: Hele 62 procent af alle solgte Renault kører 100 procent på el. Samlet set er antallet af solgte Renault-biler steget med 16 procent.

Renault 4 er den bedst sælgende Renault nogensinde med mere end 8.1 mio. solgte biler på ”samvittigheden”. En bil, der blev introduceret tilbage i 1961, og hvor man skal helt frem til 1994 før produktionen stoppede. Den bygger på samme platform som Renault 5, men er længere, højere og mere fleksibel. Bilen fås med to batterier – 40 kWh og 52 kWh – med henholdsvis 120 og 150 hk og mulighed for bi-directional opladning, så bilen kan forsyne eksempelvis elcykler eller udstyr med strøm.

Samtidig kunne RN Nordic løfte sløret i Fields for den kommende Renault Twingo, der lander hos de danske forhandlere i maj 2026, mens Renault Traffic er planlagt til markedet i november. I Renaults Showroom i Fields kan danskerne få et eksklusivt sneak peek i disse dage på den nye Twingo fra den 6. til 8. februar 2026.

Alle Renaults elbiler har 5 års garanti/150.000 km og 8 års garanti på batteriet.


Renault 4 har nu et prisskilt under de magiske 200.000 kroner.
Twingo lander hos de danske forhandlere i maj 2026. Modellen kan ses i Renault’s Showroom i disse dage 6-8 februar 2026 i Fields Shopping Center i Ørestaden.

About Author

Kategorier