Rekordår for Dacia i 2024

Med et salg på 676.340 biler i 2024 opnåede Dacia rekordvækst i Europa. Samtidig passerer mærket 9. mio. solgte biler siden 2004.

Mens andelen af elbiler stiger og stiger i Danmark, er markedet for traditionelle benzin-og hybridbiler fortsat stor ude i Europa. Det oplever man i den grad hos Dacia, der i 2024 opnåede en vækst på 2.7 % i 2024 sammenlignet med et ellers godt 2023.

På 4.5 % af alle nye biler solgt i Europa er der et Dacia logo – og kigger man udelukkende på biler købt af private kunder – altså ikke f.eks. firmabiler og udlejningsbiler, cementerer Dacia sin position som et af de mest populære bilmærker med en markedsandel på 8,2 %.

Topsælgeren hos Dacia er stadigvæk Sandero, der med 309.392 solgte i 2024, oplevede en salgsfremgang på ikke mindre end 14,5 % i forhold til 2023. Hermed fastholder Dacia Sandero sin position som den bedst sælgende bil til private købere. En position, den har haft siden 2017.

På en 2. plads er den ikoniske Duster, der solgte 215.024 styks i 2024 – hvilket er en stigning på 7,3 %. Også her er det de private kunder, der driver efterspørgslen. Duster er den bedst sælgende SUV til private kunder og nummer to, når man tager alle kategorier med – lige efter Sandero.

På 3. pladsen finder man Jogger med i alt 94.440 enheder – også her er der en vækst – om end mere moderat – nemlig på 2,4 %.

Eneste model fra Dacia, der oplever et decideret dårligt år, er elbilen Dacia Spring, som vi her i Danmark har valgt ikke at sælge og markedsføre. Her blev der kun solgt 22.884 enheder i 2024 – hvilket er et fald på 63 % i forhold til året før.

Det var Storm P, der sagde at det er svært at spå – især om fremtiden. Men set fra Dacias side tegner den lys. I resten af Europa er den nye Duster allerede lanceret og har del i æren for det flotte 2024 resultat, og om få måneder får den følgeskab af den helt nye Dacia Bigster – den første C-SUV fra Dacia som der er store forventninger til.

Herhjemme byder 2025 på en ny strategi for netværket af Dacia udsalgssteder. Fra 1. januar 2025 er salget af Dacia nu koncentreret på fem ”ekspert-centre”, hvor der er introduceret helt nyt Dacia exteriør og nyt interiør.

Fra de fem ekspert-centre vil man altid kunne se og testkøre hele Dacias modelprogram. De fem udsalgssteder, der nu forhandler Dacia er: Krogsgaard i Birkerød, Autohuset Vestergaard i Odense, Nielsen Car Group i Esbjerg, Ejner Hessel i Århus og Dahl Pedersen i Holstebro.

Og det bliver interessante nye produkter, der kan findes de fem steder. Til marts introduceres den nye Duster i Danmark og få måneder senere også Dacia Bigster.

About Author

Kategorier