AutoNews Business bringer her i December diverse brancheorganisationers svar på forskellige spørgsmål, der også er bragt i magasinet for Auto Awards 2024
Q&A: Direktør Mads Engberg – AUTIG
Hvilke ønsker har du / jeres organisation til Danmarks transportminister for 2025?
Indenfor Transportministerens område, kunne AUTIG ønske sig, at der blev tænkt i håndhævelse af Typegodkendelsen. Det er ufatteligt, at der kører biler rundt på de danske veje, hvor producenterne ikke lever op til deres forpligtelse i Typegodkendelsen til at levere teknisk information til eftermarkedet, så bilerne kan blive repareret på frie såvel som mærkeværksteder.
Hvad bliver det største fokusområde for 2025 for jeres brancheorganisation, og hvordan vil i gå til opgaven?
I 2025 træder den nye EU-Kommission for alvor i arbejdstøjet. Et af de vigtigste områder for AUTIG bliver at sikre, at der fremsættes et lovforslag, som regulerer adgangen til bilernes data for eftermarkedet. Det vil vi gøre dels gennem Mads Engbergs rolle som præsident for grossisternes europæiske forening FIGIEFA og ved at holde tæt kontakt med det danske formandskab for Rådet i efteråret 2025.
Hvordan ser I fremtiden for elektriske køretøjer i Danmark, og hvad skal der til for at accelerere overgangen til elbiler?
Politisk er der et meget stort ønske om at få så mange elbiler på vejene som muligt. I Danmark har de haft mulighed for at støtte den udvikling massivt ved fjernelse af registreringsafgiften op til ca. 450.000 kr. Når det fra 2025 er planen at indfase registreringsafgift, vil de blive mindre konkurrencedygtige. Det er nok svært fra politisk side at gøre mere end at forlænge fritagelsen af elbilerne for registreringsafgift.
Hvordan skal branchen fortsat tiltrække lærlinge?
Branchen har en massiv udfordring med tiltrækning og fastholdelse af lærlinge. En del af løsningen kan være den annoncerede nye HPX-uddannelse, men der er hård kamp mellem alle faglige uddannelser om at tiltrække de unge. Desuden spænder rigide regler fra Arbejdstilsynet ben for ungarbejdere, som ellers ville have mulighed for at snuse til branchen.
For at tiltrække lærlinge skal vi have gjort reglerne mere fleksible, og der skal arbejdes massivt på at gøre unge interesserede i faget. Det at være mekaniker i dag, giver ikke kun sorte fingre, men kræver også om teknisk forståelse og evne til at samarbejde med computere om diagnosticering af bilen. Vi skal i branchen være bedre til at gøre det tydeligt, at uddannelsen som mekaniker er en teknisk uddannelse og en del af den grønne vedligeholdelse. Samt at man kan komme mange steder hen, hvis man vil udvikle sig videre. Det kan være i retning af produktudvikling hos en producent, salg, indkøb, eller support af værkstederne.
Hvordan forventer I, at den stigende brug af kunstig intelligens og automatiserede køretøjer vil ændre branchen på længere sigt?
Vi ser allerede, at kunstig intelligens er med til at gøre diagnosticering og problemløsning mere effektiv, og det vil naturligvis bare blive stærkere værktøjer med tiden. Ydermere har kunstig intelligens potentialet til at gøre produktudvikling og lagerstyring endnu mere effektiv end den er i dag.
Hvordan kan branchen bedst udnytte kunstig intelligens, AI teknologien i deres dagligdag?
Kunstig intelligens vil i stigende grad blive integreret i værkstedernes testere, som kan hjælpe den enkelte mekaniker til at blive endnu bedre og mere effektiv.
Hvad ser I som de største konkurrenter til elektriske køretøjer, når det kommer til fremtidens transportformer (fx brintbiler, e-brændstoffer mv.)?
Det er et stort problem, når politikere tror, at de skal vælge en vinderteknologi, som det er sket med elbilerne. Ikke alene har det bremset udviklingen af renere brændstofmotorer, men også udviklingen af brintbiler eller andre teknologier, som ville kunne nå reduktionsmålene.
Den største trussel mod elbilerne, sidder nok i virkeligheden i de politiske kontorer rundt om i Europa. Hvis det politisk besluttes at stoppe subsidier af elbiler eller justere på reduktionsmålene og straffen for ikke at nå dem, så vil det få stor betydning for elbilernes udbredelse.
I Danmark går salget af elbiler godt, men i store dele af Europa er det gået tilbage i takt med at støtteordninger er blevet udfaset. Vil det ikke også ramme elbilssalget i Danmark, når afgifterne stiger som planlagt i de kommende år?
Jo, det ville være den logiske konsekvens, hvis elbilerne bliver dyrere sammenlignet med fossilbiler. Dog ser det ud til, at der kommer nye billige eldrevne modeller på markedet i 2025.
Hvad stiller vi op med det stigende antal kasserede elbils batterier?
Der bliver forsket massivt i at kunne reparere skadede og slidte elbilsbatterier, og nogle af resultaterne ser vi allerede. Spørgsmålet er måske, om det ikke vil være muligt at genbruge størstedelen af batterierne og deres råstoffer inden for en årrække.
About Author
ANDRE ARTIKLER DER KAN HAVE RELEVANS FOR DIG
-
Selvkørende biler skal tvinges til at holde afstand til cykler siger Cyklistforbundet i et nyt høringssvar til en ændring af Færdselsloven
-
College360 sætter nyt tiltag i søen med fokus på fremtidens lærepladser i autobranchen
-
Nyt partnerskab om bilforsikring.
-
Bilscenen A/S kommer på nye hænder og skifter navn
-
Ny aftale med fem ladeoperatører giver endnu kortere vej til den nærmeste ladestander i København