AutoNews Business bringer her i December diverse brancheorganisationers svar på forskellige spørgsmål, der også er bragt i magasinet for Auto Awards 2024.
Q&A: Direktør Jørgen Bomberg – DBFU
Hvilke ønsker har du / jeres organisation til Danmarks transportminister for 2025?
DBFU håber ministeren vil genoverveje indførelsen af uanmeldte kontrolbesøg hos bilforhandlere i forbindelse med loven der skal stoppe SMS-syn. Det er DBFU’s opfattelse at uanmeldte kontrolbesøg vil være en fuldstændig virkningsløs administrativ byrde for såvel Færdselsstyrelsen, som de kontrollerede forhandlere og dermed ikke giver mening. Typisk vil en brugt bil der står til salg hos en forhandler først blive synet umiddelbart før levering til den nye ejer og bilen vil derfor ikke længere være hos forhandleren når der foretages et kontrolbesøg. Det er desuden vores klare vurdering, at problemet med SMS-syn i langt højere grad forekommer blandt private sælgere af køretøjer og i den forbindelse typisk i særlige kredse og blandt private sælgere der ved, at deres bil ikke opfylder lovens krav til at kunne gå igennem syn.
Hvad bliver det største fokusområde for 2025 for jeres brancheorganisation, og hvordan vil i gå til opgaven?
Der er ingen tvivl om, at det i 2025 forventede pitstop vedr. registreringsafgift har høj prioritet. Udover en revurdering af støtteordning til udrulning af især elbiler er der et åbenlyst behov for en nytænkning af metoden, til beregning af registreringsafgift på brugtimporteret og tidligere leasingbiler. Såvel branchen som myndighederne har behov for, at vi finder en ny model der kan sætte to streger under beregning af registreringsafgift på disse køretøjer, så registreringsafgiften ikke længere fastsættes på baggrund af personlige skøn og nypriser der ikke er tilgængelige for alle. I DBFU har vi derfor meget stort fokus på netop dette og arbejder lige nu på en model vi kan præsentere for politikere og myndigheder.
Hvordan ser I fremtiden for elektriske køretøjer i Danmark, og hvad skal der til for at accelerere overgangen til elbiler?
Om man synes om det eller ej er elbilen kommet for, at blive og så enkelt er det. Umiddelbart ser vi i DBFU ikke et behov for, at accelerere overgangen hurtigere men omvendt skal den heller ikke bremses af uhensigtsmæssige ændringer i fradragssatser og registreringsafgifter. Samtidigt må vi dog heller ikke overse der er steder der kan justeres på elbilernes favorisering f.eks. i forbindelse med periodiske afgifter, hvor det nuværende system baseret på CO2-udledninger ikke tager højde for elbilernes påvirkning af vores veje i forhold til deres høje vægt sammenlignet med de fossile køretøjer.
Vi skal derimod heller ikke glemme der i mange år ud i fremtiden fortsat vil være meget stor andel af vores bilbestand der vil være fossile køretøjer. Der er fortsat mange for, hvem det af forskellige årsager ikke er muligt at skifte til en elbil. Disse bilister må ikke føle sig udskammet eller begrænses uhensigtsmæssigt i, at anvende deres biler så hverdagen hænger sammen.
Hvad betyder den højere beskatning af elbiler fremstillet i Kina for den grønne omstilling i Danmark?
Jeg er ganske sikker på det vil få en meget begrænset effekt om overhovedet nogen. De kinesiske producenter finder deres vej ind i det europæiske marked, hvis de vil og vi har i Europa ganske enkelt undervurderet deres evner og kvalitet.
Burde det være obligatorisk at tjekke brugte elbilers batterier i forbindelse med salg?
Så er der meget andet der også burde gøres obligatorisk. Vi har i dag 24 måneders reklamationsret og i de første 12 måneder gælder den såkaldte formodningsregel. Har man som forbruger der har købt en brugt elbil derfor en mistanke om, at batteriet er beskadiget eller på anden måde ikke lever op til det forventelige i forhold til alder og kilometerstand findes der flere muligheder for, at få batteriet kontrolleret og lave en reklamation.
Hvordan forventer I, at udviklingen af infrastrukturen for opladning af elbiler vil påvirke salget af elbiler og markedet generelt?
Vi har allerede i dag en veludviklet infrastruktur der er blandt de absolut bedste i hele EU. Med den fortsatte udvikling der sker fra udbyderne af ladenetværket ser jeg ikke umiddelbart det vil føre til ændringer i salget af elbiler.
Hvordan håndterer I bekymringer om jobtab i forbindelse med overgangen fra traditionelle forbrændingsmotorer til elektriske køretøjer?
Der vil også i fremtiden være behov for dygtige medarbejdere i autobranchen der kan reparere og vedligeholder biler, uagtet om det er elbiler eller om der kommer andre nye drivliner. Det kan være der skal være flere autoelektronikere, udfordringen bliver i højere grad at vi fortsat til tiltrække flere unge til de tekniske uddannelser.
Hvordan forventer I, at den stigende brug af kunstig intelligens og automatiserede køretøjer vil ændre branchen på længere sigt?
Brugen af kunstig intelligens er en ændring for alle brancher og hele vores tilgang til hverdagen generelt. Det er derfor med AI som med så al anden udvikling, at enten følger vi med eller også står vi i stampe og det er lig med afvikling fremfor udvikling.
I Danmark går salget af elbiler godt, men i store dele af Europa er det gået tilbage i takt med at støtteordninger er blevet udfaset. Vil det ikke også ramme elbilssalget i Danmark, når afgifterne stiger som planlagt i de kommende år?
Som tidligere sagt forventer vi der i 2025 kommer et pitstop vedr. registreringsafgiften og dermed en revurdering af de planlagte stigninger. Det er i den forbindelse vigtigt politikerne tænker sig om og ikke begår samme fejl, som vi har set i andre EU-lande i forhold til støtteordninger der skal fremme elbilerne. Samtidigt kan jeg dog med DBFU øjne kun glæde mig over den manglende lyst til, at eje en elbil syd for vores grænse skaber gode muligheder for import af nyere brugte elbiler til de danske bilkøbere.
About Author
ANDRE ARTIKLER DER KAN HAVE RELEVANS FOR DIG
-
Selvkørende biler skal tvinges til at holde afstand til cykler siger Cyklistforbundet i et nyt høringssvar til en ændring af Færdselsloven
-
College360 sætter nyt tiltag i søen med fokus på fremtidens lærepladser i autobranchen
-
Nyt partnerskab om bilforsikring.
-
Bilscenen A/S kommer på nye hænder og skifter navn
-
Ny aftale med fem ladeoperatører giver endnu kortere vej til den nærmeste ladestander i København