Q&A: Direktør, cand. jur. Christian Brandt – Finans og Leasing

AutoNews Business bringer her i December diverse brancheorganisationers svar på forskellige spørgsmål, der også er bragt i magasinet for Auto Awards 2024.

Q&A: Direktør, cand. jur. Christian Brandt – Finans og Leasing:
Hvilke ønsker har du / jeres organisation til Danmarks transportminister for 2025?

Den kommende pulje for udbredelse af ellastbiler bør tage afsæt i, at vognmænd typisk ikke selv ejer deres flåde men benytter sig af leasing. Støtten bør derfor kunne gives til brugeren (vognmanden), således at støtteintensiteten, hvor en lille vognmand kan få større procentvis støtte end de største vognmænd beregnes på baggrund af den konkrete vognmand og ikke som tilfældet er med den igangværende pulje leasingselskabet.

Det samme gælder 5-pct.´s-grænsen. F&L har p.t. en god dialog med Transportministeriet herom og vi er fortrøstningsfulde på et godt resultat. Vi kunne også godt tænke os, at de midler ca 60 mio. kr. der er afsat på området frem mod 2029 accelereres og kommer i spil de kommende 2-3 år.

Der bør også komme en god løsning på de problemer med manglende tilsyn og foranstaltninger imod problemet med import af klonede biler til landet. Det kræver mere bevågenhed hos myndigheder, krav til synshallerne om at tjekke for kloning samt værktøjer her til og ikke mindst bedre og mere effektiv kontrol med synshaller og deres ansatte med deres indsats eller mangel på samme for at undgå at klonede biler bliver indregistreret i Danmark.

Reglerne om konfiskation af motorkøretøjer som følge af vanvidsbilisme rammer helt skævt. Særligt som følge af den meget restriktive praksis, som Højesteret de senere år har lagt ned over reglerne. Der er behov for en nuancering af regelsættet. Der skal slås hårdt ned på de personer, som udøver vanvidskørsel. Men det skal ikke gå ud over uskyldige leasingselskaber, værkstedsejere eller biludlejere. Vi foreslog allerede da reglerne blev indført i 2021, at vanvidsbilisten, for det tilfælde at vedkommende ikke selv ejer køretøjet, bliver pålagt en bøde svarende til værdien af køretøjet gerne inklusiv fuld registreringsafgift. På den måde vil man kunne ligestille ejere og andre vanvidsbilister, der anvender 3. mands køretøj. Via statens adgang til privat lønindeholdelse vil det være et langt mere præventivt værktøj. Samtidig skal køretøjet selvsagt umiddelbart tages fra vanvidsbilisten og leveres tilbage til ejeren, under forudsætning af at ejeren så ikke igen stiller køretøjet til rådighed for vanvidsbilisten. Det er godt at se at flere andre aktører i branchen støtter vores forslag. For der skal lægges et fælles og massivt pres på det politiske system for at få ændret regelsættet, som der selvsagt er mange følelser forbundet med.

Hvad bliver det største fokusområde for 2025 for jeres brancheorganisation, og hvordan vil i gå til opgaven?
Det er klart at få den licensordning for leasingselskaber, som vi har promoveret politisk siden 2020 endeligt på plads. Det er vigtigt for at stoppe organiseret kriminalitet, men også for at sikre mere level playing field blandt leasingselskaber, da vi oplever at nogle aktører ikke afregner registreringsafgift og moms korrekt og ikke sørger for at foretage den lovpligtige kreditværdighedsvurdering ved leasing af motorkøretøjer til privatkunder. I samme boldgade har vi fokus på en indsat imod kloning af biler og en skærpet indsats fra synshallerne og Færdselsstyrelsens side på det område.

Hvad stiller vi op med det stigende antal kasserede elbils batterier?
En god løsning kunne være, at et brugt bilbatteri, som stadig er funktionsdygtigt til lagring af strøm kunne opsættes på fast ejendom, parcelhuse m.v. i tillæg til ladestanderen, således at husholdningerne kunne lagre strøm, når den er billig og derefter anvende det i elbilen/husholdningen. Det er vigtigt at sørge for at tinglysningslovens § 37 og 38 om ejendommens enhedsgrundsætning ikke er til hinder for en sådan løsning. På linje med den ændring af tinglysningsloven, som F&L netop er kommet igennem med, hvor tinglysningslovens § 38 nu ændres, så leasingselskaber kan opsætte solceller på fast ejendom (tagarealer).

About Author

Kategorier