AutoNews Business bringer her i December diverse brancheorganisationers svar på forskellige spørgsmål, der også er bragt i magasinet for Auto Awards 2025.
Q&A: Direktør Jørgen Bomberg – Dansk Bilforhandler Union (DBFU)
Hvad bliver det største fokusområde for 2026 for jeres brancheorganisation, og hvordan vil i gå til opgaven?
2026 vil igen blive et år, hvor der kommer fokus på registreringsafgiften. Det er en naturlig følge af, at den løsning der kom med finansloven for 2026 kun ser 1 år frem.
Dernæst vil DBFU som altid have fokus på de administrative byrder og opgaver der pålægges brugtbilsbranchen, herunder den forskelsbehandling der sker ved fastsættelse af nypriser til brug for registreringsafgiftsanmeldelse på henholdsvis nye og brugte biler.
Endeligt vil vi som altid have fokus på de områder der påvirker brugtbilsbranchens vilkår og arbejdsbetingelser, samt rådgivning og oplysning til vores medlemmer på gældende lovgivning indenfor bl.a. købelov, momsregler og producentansvar.
Hvilke ønsker eller konkrete initiativer har I til Regeringen og landets ministre for 2026?
Vi drømmer stadig om en digitalisering af registreringsafgiftsberegningen på brugte biler. Vi hører jævnligt digitaliseringsminister Caroline Stage proklamerer Danmark er et af verdens mest digitaliserede lande. Desværre kæmper vi stadig med et af verdens mest analoge systemer til beregning af registreringsafgift på brugte køretøjer.
Vi vil derfor fortsætte vores løbende dialog med såvel myndigheder som politikere for, at få sat skub i en modernisering og fuld digitalisering af DMR og de underliggende systemer.
Arbejder jeres organisation på at sikre, branchens uddannelser indenfor jeres område, så det matcher fremtidens behov – både inden for elbiler, AI og nye teknologier?
Ja vi bruger en del energi og tid på, at sikre uddannelse af vores medlemmer og brugtbilbranchen generelt. Uanset om der er tale om tekniske eller merkantile uddannelser er der et behov for, at vi kan sikre alle i brugtbilbranchen er klædt på til morgendagens opgaver og udfordringer. Det gælder i særdeleshed elbiler, og den øgede digitalisering af bilbranchen, brugen af AI men selvfølgelig også andre tekniske løsninger fremtiden må bringe. Det er nødvendigt, ikke blot for at kunne sikre fastholdelse af medarbejderne, men også for at øge tiltrækningen af nye medarbejdere at vi sikrer ordentlig uddannelse også indenfor brugtbilsbranchen.
Staten taber milliarder af kroner på manglende afgifter fra elbiler og registreringsafgifter. Det kan sandsynligvis ikke fortsætte. Hvordan kan dette kompenseres på anden vis set med dine øjne? Der er i forbindelse med finanslov 2026 bebudet nedsættelsen af et ekspertudvalg der bl.a. skal se på en løsning omkring lige præcis dette. Et af de områder der dog åbenlyst bør ses på, er den ”grønne ejerafgift” der betales på pluginhybrid- og elbiler. Det virker helt skævt, at en elbil på 3 ton betaler samme grønne ejerafgift som en VW up! Det står i hvert fald på ingen måde mål med det slid og den miljøbelastning bilen udgør på vejnettet.
Hvilke alternative drivformer ser du som realistiske konkurrenter i fremtiden til elbiler, og hvordan kan branchen forberede sig på dem?
Havde du spurgt for 15 år siden havde de færreste branchefolk nok sagt elbilerne ville fylde så meget som de gør i dag, derfor vil jeg også meget nødigt gør mig til spåmand på fremtidens drivformer. Men mon ikke der kommer mere fokus på brint og kunstige brændstoffer der kan erstatte de nuværende fossile brændstoffer, også i de eksisterende motorer med en smule tilpasninger.
Nogle mener, at der er for mange elektriske bilmærker og at mange risikerer at lukke i fremtiden. Hvordan sikrer man sig imod at havne i en kritisk situation som bilforhandler, værksted, bilejer i den forbindelse?
Jeg er sikker på, at der er mange bilmærker der ikke vil overleve og andre vil måske overleve som mærke men ikke som selvstændige producenter. Alene antallet af Kinesiske bilmærker skal reduceres, hvis de skal være levedygtige producenter.
Som bilforhandler vil der naturligt være en interesse i at markedsføre og sælge de biler, der er stor efterspørgsel på. Det vigtigste her må være at gøre sig selv sine valg klar, og accepterer vilkåret for et givent bilmærke, muligvis ikke eksisterer om nogle år med de udfordringer det kan give i forhold til reservedele og ikke mindst software. Det har vi jo allerede set eksempler på med Fisker, som trods alt stadig kan sælges og til en vis grad understøttes med reservedele og softwareopdateringer.
Som forbruger skal man ligeledes gøre sig klar, at køber man et ukendt produkt kan det få konsekvenser for værditab og fremtidige opdateringer og reparationer. Er man villig til, at tage den chance og gør det med åbne øjne er det ofte muligt at få et nyt spændende produkt med de nyeste teknologier, især med de kinesiske bilmærker, til en væsentlig lavere pris end de etablerede mærker.
About Author
ANDRE ARTIKLER DER KAN HAVE RELEVANS FOR DIG
-
REA Erhvervsbiler udnævner ny salgsdirektør efter markant vækst
-
AAV Dæk investerer i unikt mobilt dækværksted til tre millioner
-
Tidligere koncern salgschef finans starter eget rådgivningsfirma
-
Toyota lancerer nyt luksusbrand: Century skal udfordre Rolls-Royce og Bentley
-
Ny direktør hos Lundberg Autoglas
