AutoNews Business bringer her i December diverse brancheorganisationers svar på forskellige spørgsmål, der også er bragt i magasinet for Auto Awards 2025.
Q&A: Branchedirektør Adam Pade – Dansk Autogenbrug DAG
Hvad bliver det største fokusområde for 2026 for jeres brancheorganisation, og hvordan vil i gå til opgaven?
Vi forventer, at den nye forordning om en mere cirkulær bilproduktion og håndtering af udtjente køretøjer bliver vedtaget i EU. Den nye forordning samtænker hele bilens værdikæde – fra den bliver konstrueret, til den skal skrottes. Forordningen bliver rammesættende for vores branche de kommende år – både med nye og større krav og med udfordringer med at udvikle nye grønne forretningsmodeller, der skal understøtte genbrug og genanvendelse. Det ser vi frem til et spændende samarbejde om med alle involverede parter.
Hvilke ønsker eller konkrete initiativer har I til Regeringen og landets ministre for 2026?
Det lyder som en gammel traver, men den bliver mere relevant, som årene går, og kravene om en grøn omstilling presser sig på: 2026 må da blive året, da man kigger på reparationsreglerne – i det mindste når det drejer sig om elbiler, der hurtigere falder for reparationsgrænsen, fordi de er dyrere at reparere på. Især er reglen om, at skader kun må gøres op med nye reservedele, den helt store anstødssten, fordi den er med til at puffe flere biler op over reparationsgrænsen. Og så vil vi selvfølgelig fortsat arbejde for at få en slags ”installationsbekendtgørelse” for hybrid- og elbiler. Vi sukker efter at komme på sikker grund, når det gælder håndtering af elbiler.
Arbejder jeres organisation på at sikre, branchens uddannelser indenfor jeres område, så det matcher fremtidens behov – både inden for elbiler, AI og nye teknologier?
Vi har sammen med Tradium – teknisk skole i Randers – for nylig udviklet en miljøbehandleruddannelse. Det er et sæt AMU-kurser, der kommer hele vejen rundt om kemi, affald, brandsikkerhed, sikker håndtering af el- og hybridbiler og alt det andet, vores medarbejdere bør have et fagligt fundament for at udføre. Den skal vi blive bedre til at ”sælge” til vores virksomheder.
Med det fokus på IT, som vores branche har været præget af helt siden, man kaldte IT for elektronisk databehandling, skal vi udforske AI med nysgerrighed. Her har vi stærke og kompetente kræfter internt i vores branche, som vi måske skal udfordre.
Hvilke initiativer mener I er afgørende i 2026 for at fortsat skabe attraktive, moderne og fremtidsorienterede arbejdspladser i branchen?
Først og fremmest skal vi synliggøre, hvor meningsfuldt det er at beskæftige sig med autogenbrug. Både i takt med den grønne omstilling og med den kommende forordning indtager branchen i stigende grad en nøglerolle, hvor vi skal tænke i nye værdikædesamarbejder og forretningsmodeller. Og medarbejderne – dem skal vi gøre mere bevidste om, hvor betydningsfuldt deres arbejde er.
Hvad mener I at overgangen til den grønne omstilling betyder for beskæftigelsen?
Hvis det forlanges af os – og det tyder alt på – at vi skal fjerne mere fra bilerne med henblik på genanvendelse, peger udsigterne på yderligere beskæftigelse i branchen opad. Men bortset fra den forpligtelse, vi har til at udvikle nye forretningsmodeller, så forudsætter det nok også, at nogen tager sig af regningen i første omgang.
Hvordan ser i at eftermarkedet kan imødegå de nye opgaver i takt med at elbilerne vinder frem i Danmark?
Som autogenbrugere er vi vel nærmest et slutmarked snarere end et eftermarked. Vi skal – gennem uddannelse, faglig nysgerrighed og en solid lovramme – ruste os til at tage imod totalskadede elbiler. Det gør mange allerede. Men lovrammen er som antydet ikke på plads, og dér føler vi os ladt i stikken af elbilglade politikere.
Hvordan forventer I, at kunstig intelligens og automatiserede køretøjer vil ændre branchen på kort og lang sigt, og hvordan kan branchen bedst udnytte teknologien i dagligdagen?
For så vidt angår teknologi er det nok mere aktuelt for os – og for vores kunder – at vi skal kunne tilgå og omkode elektronikken i bilerne, så flere reservedele kan genbruges i andre biler.
Staten taber milliarder af kroner på manglende afgifter fra elbiler og registreringsafgifer. Det kan sandsynligvis ikke fortsætte. Hvordan kan dette kompenseres på anden vis set med dine øjne?
Vi køber ikke præmissen om, at der skal kompenseres for noget afgiftstab. Tværtimod skal der udvikles et helt nyt afgiftssystem, der måske i endnu en periode kan tilgodese elbilerne, men som – for så vidt angår de løbende afgifter – afspejler de udgifter, samfundet reelt har som følge af brugen af bilen. Eksempelvis er forslaget om genindførelse af vægtafgiften slet ikke så ringe.
Hvilke alternative drivformer ser du som realistiske konkurrenter i fremtiden til elbiler, og hvordan kan branchen forberede sig på dem?
Det har stedse været en sten i skoen, at man – og ”man” er både danske og europæiske politikere – lider af et tunnelsyn, når det gælder drivmiddelteknologier. Brint og biobrændstoffer har rigtig meget at byde på, og det burde i højere grad være op til markedet at udvikle og markedsføre de optimale teknologier.
Nogle mener, at der er for mange elektriske bilmærker og at mange risikerer at lukke i fremtiden. Hvordan sikrer man sig imod at havne i en kritisk situation som bilforhandler, værksted, bilejer i den forbindelse?
Nu befinder vi os jo i den modsatte ende af forsyningskæden. Her skal vi nok være ekstra opmærksomme på at kunne hjælpe med brugte reservedele, hvis et bilmærke opgiver pusten eller i øvrigt svigter eftermarkedet.
About Author
ANDRE ARTIKLER DER KAN HAVE RELEVANS FOR DIG
-
REA Erhvervsbiler udnævner ny salgsdirektør efter markant vækst
-
AAV Dæk investerer i unikt mobilt dækværksted til tre millioner
-
Tidligere koncern salgschef finans starter eget rådgivningsfirma
-
Toyota lancerer nyt luksusbrand: Century skal udfordre Rolls-Royce og Bentley
-
Ny direktør hos Lundberg Autoglas
