Q&A: Adm. direktør Gitte Seeberg – AutoBranchen Danmark

AutoNews Business bringer her i December diverse brancheorganisationers svar på forskellige spørgsmål, der også er bragt i magasinet for Auto Awards 2025.

Q&A: Adm. direktør Gitte Seeberg – AutoBranchen Danmark

Hvad bliver det største fokusområde for 2026 for jeres brancheorganisation, og hvordan vil i gå til opgaven?

Regeringen har jo lagt op til, at der næste år skal være skabes en langsigtet og holdbar løsning for bilafgifterne, så det kommer selvfølgelig til at fylde en hel del. Vi ønsker, at det fortsat skal være attraktivt at købe en elbil, men afgiftsomlægningen skal også tage hensyn til den eksisterende bilpark, så det ikke blive dyrere at eje en bil, og så der ikke vil komme store værditab på de eksisterende biler. Derudover vil vi også fortsat have fokus på at sikre, at forhandlerne bliver behandlet bedre af importørerne, og at forsikringsselskaberne betaler bedre for skadesarbejdet til værksteder og lakerere.  

Hvilke ønsker eller konkrete initiativer har I til Regeringen og landets ministre for 2026?                                                                               
Vi arbejder hele tiden med en bred pallette af initiativer, men lige nu står vi jo foran et folketingsvalg i løbet af det kommende år, så jeg håber ikke, at regeringspartierne har tænkt sig at forhandle om bilafgifterne i al offentlighed, for det er noget, der i den grad kan bremse salget. Derfor håber jeg, at regeringen vil lade det ekspertudvalg, der skal se på bilafgifterne, arbejde i fred. Derefter skal der stort fokus på at sikre, at Motorstyrelsen kan implementere det kommende afgiftssystem nemt og hurtigt og uden gene for forhandlerne. Vi skal også sikre fortsat gode rammer for brugtimporten. Samtidig skal branchen have bedre værktøjer til at stoppe vanvidsbilister uden at risikere at få bilerne konfiskeret og så skal forslaget til en licensordning for leasingselskaber forbedres, så der tages hensyn til mindre leasingselskaber.  

Arbejder jeres organisation på at sikre, branchens uddannelser indenfor jeres område, så det matcher fremtidens behov – både inden for elbiler, AI og nye teknologier?
Vi har heldigvis et rigtig godt samarbejde med branchens uddannelser – og vi har også nogle meget dygtige skoler, som jeg ved har fuldt fokus på at tilpasse sig både nutidens og fremtidens behov.  

Hvilke initiativer mener I er afgørende i 2026 for at fortsat skabe attraktive, moderne og fremtidsorienterede arbejdspladser i branchen?
Der ligger en opgave i at sikre et bedre samarbejde med branchens store samarbejdspartnere, nemlig bilimportørerne og forsikringsselskaberne, som i mange år har presset branchen på indtjeningen, hvilket betyder, at mange har fokuseret på at overleve frem for at udvikle. Det skal helt klart forbedres. Samtidig er der disruption på alle niveauer i branchen, hvor konsolideringerne tager fart og hvor grøn omstilling og digitalisering ændrer spillepladen, så her er der en stor ledelsesopgave ude i virksomhederne – både forretningsmæssigt, men også i forhold til at tiltrække fremtidens medarbejdere.  

Hvad mener I at overgangen til den grønne omstilling betyder for beskæftigelsen?
Vi kan være stolte af, hvor mange vi beskæftiger i branchen, og hvor mange arbejdspladser, vi skaber. Vi har altid været vant til at tilpasse os forandringer, men elbilerne udgør måske nok en af de største forandringer, vi har set. Det betyder, at der skal være et stort fokus på efteruddannelse og nye kompetencer, ligesom man skal være god til at ændre sine forretningsgange, når det er nødvendigt. Jeg tror ikke, branchen kommer til at beskæftige færre i fremtiden, men det bliver nogle andre opgaver, der skal løses.  

Hvordan ser i at eftermarkedet kan imødegå de nye opgaver i takt med at elbilerne vinder frem i Danmark? 
Vi har netop gennemført en undersøgelse om vores medlemmers forventninger til fremtiden med flere elbiler på eftermarkedet. Og der er selvfølgelig en skepsis over, hvad det kommer til at betyde, fordi mange oplever lige nu, at indtjeningen falder. Det er problematisk, for eftermarkedet betyder mere og mere for de fleste. Men jeg tror ikke nødvendigvis, det bliver en dårlig forretning på sigt. Vi ser jo allerede, at indtægterne stiger på skadesdele med elbiler, og der er også andre områder, hvor man kan tjene gode penge. Så det handler om at lægge forretningen om, og vide hvad det er, man tjener pengene på – og så fokusere på det.  

Hvordan forventer I, at kunstig intelligens og automatiserede køretøjer vil ændre branchen på kort og lang sigt, og hvordan kan branchen bedst udnytte teknologien i dagligdagen?
Det er meget svært at sige. Vi har jo i årevis hørt om, at samkørsel og delebiler ville vinde frem, men samtidig vokser bilparken fortsat. Og folk kører stadig galt og laver skader på bilerne, selvom bilerne bliver mere intelligente. Jeg har en god portion skepsis over for, hvordan det kommer til at udspille sig, men det er klart, at det vil få stor betydning, hvis bilerne bliver selvkørende og aldrig kører galt – eller hvis alle begynder at køre samkørsel. Men der er vi langt fra endnu. Der er omvendt helt sikkert nogle potentialer i kunstig intelligens, når det gælder forretningsdriften. Både i salget, men også i prissætning og i forhold til fejlfinding på eftermarkedet.  

Staten taber milliarder af kroner på manglende afgifter fra elbiler og registreringsafgifer. Det kan sandsynligvis ikke fortsætte. Hvordan kan dette kompenseres på anden vis set med dine øjne?
Jeg tror egentlig, at de fleste partier er klar til at betale en pris for den grønne omstilling. Det ser vi i hvert fald i debatten om afgifter, hvor alle partier er meget optagede af, at elbilerne skal være billige. Men som jeg ser det, vil det rigtig være at ændre registreringsafgiften til løbende afgifter baseret på tekniske kriterier som vægt og energieffektivitet evt. suppleret af en vignetteordning for udenlandske bilister, hvilket vil kunne dække noget af hullet. Men der vil nok også bare være færre indtægter på det område fremover, hvis vi vil den grønne omstilling – og det er måske fair nok, hvis miljøbelastning, forurening osv. samtidig falder. 

Hvilke alternative drivformer ser du som realistiske konkurrenter i fremtiden til elbiler, og hvordan kan branchen forberede sig på dem?
I flere år var der jo snak om brint, men det er gået helt i stå. Så det er i de kommende år primært hybridbiler af forskellig art – og det tror jeg mest er i andre dele af verden. For på det danske marked ser jeg ikke mange konkurrenter. Vi er et lille land med korte afstande, en veludbygget ladeinfrastruktur og vi har en god produktion af grøn strøm, der gør el ekstra attraktivt. På tung transport er det måske en anden sag, men for personbilerne tror jeg, Danmark vil være et elbilsland.  

Nogle mener, at der er for mange elektriske bilmærker og at mange risikerer at lukke i fremtiden. Hvordan sikrer man sig imod at havne i en kritisk situation som bilforhandler, værksted, bilejer i den forbindelse?
Man er nødt til på samme tid at være åben og nysgerrig på alt det nye, men også have sin kritiske sans med og forsøge at sætte sig ind i økonomien bag de mærker, man tager ind eller køber hjem. Gamle hæderkronede mærker kan også komme under pres i disse år, hvor hele verdensmarkedet er under krydspres fra forhøjede toldsatser og en overproduktion af kinesiske elbiler. Det er vigtigt at overveje, hvordan man fx vil håndtere reklamationer eller softwareproblemer på biler, hvor producenten lukker. 

 

About Author

Kategorier