Priserne på nye elbiler i Europa faldt sidste år for første gang siden 2020. Ifølge en ny analyse skyldes udviklingen ikke kun billigere batterier og større produktion, men også skærpede klimakrav fra EU, som tvinger bilproducenterne til at sælge flere elbiler.
En ny analyse fra Transport & Environment peger på, at de europæiske CO₂-krav nu har fået en direkte effekt på bilmarkedets prisstruktur. For at leve op til grænseværdierne for gennemsnitlig CO₂-udledning på tværs af den samlede bilflåde er de fleste producenter nødt til at øge andelen af elbiler i salget betydeligt. Det har sat fart i lanceringen af mindre og mere prisvenlige modeller.
Analysen viser samtidig, at prisudviklingen markerer et skifte i forhold til de foregående år. Selvom batteriomkostningerne er faldet markant siden 2020, blev besparelsen i første omgang ikke sendt videre til forbrugerne. Tværtimod steg gennemsnitsprisen på nye elbiler i EU med mere end 50.000 kroner fra 2020 til 2024, primært fordi bilproducenterne prioriterede større og dyrere modeller med højere avance.
Ifølge Transport & Environment lå gennemsnitsprisen på en ny elbil i EU sidste år på 42.700 euro svarende til cirka 456.000 kroner. Det er omkring 19.000 kroner lavere end året før og svarer til et prisfald på fire procent.
Bag udviklingen ligger især en voksende tilstedeværelse af mindre elbiler i B-segmentet, hvor flere producenter nu forsøger at ramme et bredere marked.
Ifølge organisationen er udviklingen et tydeligt eksempel på, hvordan regulering påvirker markedet. Flådegrænseværdierne hjælper klimaet og kan også mærkes rent økonomisk. Takket være CO₂-målene findes der nu endelig billigere elbiler i Europa. Hvis vi holder kursen nu og ikke udvander målene for 2030, vil nye elbiler snart blive billigere end biler med forbrændingsmotor
For bilindustrien betyder udviklingen, at konkurrencen i de lavere prisklasser ventes at blive skærpet yderligere i de kommende år, efterhånden som flere producenter positionerer sig til et marked, hvor volumen i stigende grad bliver afgørende.
