Nielsen Car Group, en af Danmarks største bilkoncerner, har annonceret opkøbet af den sjællandske bilforhandler Bin2Bil. Med denne aftale integreres Bin2Bils tre bilhuse i Holbæk, Slagelse og Kalundborg i Bjarne Nielsen-kæden, hvilket markerer et strategisk skridt i koncernens ekspansion på Sjælland.
Opkøbet sker i kølvandet på, at Nielsen Car Group fra 2026 overtager forhandlingen af Ford og Hyundai i store dele af Sjælland. Bin2Bil har hidtil solgt blandt andet Ford og Hyundai fra sine tre bilhuse.
Tendensen i bilbranchen har i nogle år peget på færre og større forhandlere. Derfor har jeg allerede for næsten 2 år siden taget kontakt til Bjarne og Nielsen Car Group, for at høre om deres interesse for Bin2Bil. Heldigvis var interessen der, og vi har igennem denne periode arbejdet med en fælles plan for overtagelsen af Bin2Bil, hvilket nu er lykkedes, siger Tom Frederiksen, der er direktør og indehaver af Bin2Bil.
Med opkøbet overtager Nielsen Car Group Bin2Bils kontrakter i det vestsjællandske område for henholdsvis Ford og Hyundai. Derudover omfatter handlen også mærker som Volvo, Mazda, Renault, Dacia og Polestar, som Nielsen Car Group allerede har erfaring med andre steder i landet. Alle medarbejdere i Bin2Bils bilhuse bliver overtaget, og kunderne kan fortsat købe de samme bilmærker i de eksisterende bilhuse.
– Vi er meget glade for, at aftalen nu er på plads, og vi takker Tom for en konstruktiv tilgang til processen. Bin2Bil passer strategisk og geografisk godt ind i Nielsen Car Group, og vi ser frem til at videreføre og udvikle forretningerne, siger Bjarne Nielsen, der er bestyrelsesformand i Nielsen Car Group.
Planen er at fortsætte driften af bilhusene i Slagelse, Holbæk og Kalundborg som hidtil med de eksisterende bilmærker både i salgsafdelingen og på værkstedet. Den nye forhandlerstruktur for Ford og Hyundai betyder, at de to mærker følges ad i de byer, hvor man har et bilhus. Det betyder, at koncernen skal finde plads til Hyundai i Holbæk, og samtidig vil man etablere et såkaldt servicepoint i Kalundborg med værksted og udlevering af nye Ford og Hyundai.
De ansatte bliver også i bilhusene, og kundernes aftaler vil fortsætte. De kommer dog til at skulle lære et nyt navn at kende, for bilhusene vil fremover blive en del af Bjarne Nielsen-brandet.
“Mange kender måske allerede Bjarne Nielsen-navnet fra vores bilhuse i Nordsjælland og i Køge. Vi ser frem til at byde både medarbejdere og kunder velkommen, og nu starter alle de praktiske opgaver med at få bilhusene integreret i koncernen og få de sidste brikker til at falde på plads. Vi kender heldigvis alle mærker godt i forvejen,” siger Anders Nielsen, administrerende direktør i Nielsen Car Group.
Opkøbet er det første, siden Nielsen Car Group blev udpeget som Ford- og Hyundai-forhandler på Vest-, Midt- og Sydsjælland. Det betyder, at koncernen kommer til at råde over 17 bilhuse og får 150 nye medarbejdere, hvilket bringer det samlede antal op på cirka 750 medarbejdere. Samtidig øges lageret af brugte biler markant.
– For os handler det ikke kun om at være forhandler af nye biler. Brugte biler fylder mere og mere i koncernen, og med opkøbet får vi et endnu større udvalg, hvilket kommer alle vores kunder til gode, siger Anders Nielsen.
Aftalen er betinget af godkendelse fra konkurrencemyndighederne.
Fakta:
Importøren af Ford og Hyundai, Nic. Christiansen Gruppen, har lavet en ny forhandlerstruktur for Ford og Hyundai, der er gældende fra 1. januar 2026. Aftalen betyder blandt andet, at Nielsen Car Group bliver Ford- og Hyundai-forhandler på Vest-, Midt- og Sydsjælland.
I Slagelse er bilhuset autoriseret forhandler af Ford, Volvo og Hyundai og servicepartner på Polestar.
I Holbæk er bilhuset autoriseret forhandler af Ford og Mazda og autoriseret servicepartner af Polestar, Dacia, Volvo og Renault.
I Kalundborg sælger man brugte biler og er autoriseret værksted og skadescenter for Ford og Hyundai. Fremover skal bilhuset også være udleveringssted for nye Ford og Hyundai.
NIELSEN CAR GROUP er moderselskab og fælles administration for bilvirksomhederne Bjarne Nielsen A/S, Bilernes Hus A/S, LEASING DK A/S og Dahl Pedersen A/S. Virksomheden blev grundlagt i 1988 og er med mere end 750 medarbejdere og 17 afdelinger – ti i Jylland og nu syv på Sjælland – et af landets største bilhuse. Ud fra kerneværdierne respekt, kvalitet og engagement arbejder den familieejede virksomhed for at yde en god kundeservice.
