Nyt samarbejde skal løfte gennemsigtighed og databrug i bilbranchen

Fremtidens stærkeste bilforhandlere bliver dem, der forstår at bruge deres kundedata aktivt. Det er tankegangen bag et nyt samarbejde mellem Dansk Bilforhandler Union (DBFU) og Auto-Trust, der skal hjælpe branchen med at arbejde mere struktureret med kundeanmeldelser og digital transparens.

Samarbejdet betyder, at DBFU’s medlemmer nu får adgang til en løsning, der samler anmeldelser fra flere platforme i ét samlet overblik. Målet er både at styrke tilliden hos kunderne og give forhandlerne bedre indsigt i deres egen forretning.

Anmeldelser på Google, Trustpilot og sociale medier har længe været en integreret del af kunderejsen. Alligevel arbejder mange brugtvognsforhandlere ikke systematisk med de indsigter, anmeldelserne rummer, mener Jørgen Bomberg, direktør i DBFU:

”Alt for mange i vores branche arbejder ikke aktivt med kundetilfredshed. Ikke fordi data ikke findes, men fordi det ikke bliver brugt. Det er en forpasset mulighed”.

Ifølge Jørgen Bomberg er udfordringen ikke mangel på data, men mangel på struktur. Kundedata er fordelt på forskellige platforme og bliver sjældent samlet eller anvendt strategisk i forretningen. Med samarbejdet integreres Auto-Trust som en del af DBFU’s medlemstilbud, samtidig med at initiativet skal inspirere branchen til at prioritere kundedata højere.

Auto-Trust samler anmeldelser fra Google, Trustpilot og Facebook i én samlet score og gør dem synlige via en widget på forhandlerens hjemmeside. Det giver både kunder og forhandlere et transparent og samlet billede af kundetilfredsheden.

Bag Auto-Trust står Autosource Group. Ifølge Kent Bernsdorf, direktør i Autosource Group, markerer samarbejdet et vigtigt skridt i retning af en mere datadrevet bilbranche:

”Med Auto-Trust samler vi dataene, strukturerer dem og gør dem til strategisk indsigt. Det handler ikke om stjerner – men om en oplagt mulighed for at gøre digitale kundedata operationelle og anvendelige. Når forhandlerne får samlet deres anmeldelser i ét system, kan de identificere mønstre, forbedringspotentiale og arbejde målrettet med kundeoplevelsen.”

Fyns-Bilsalg A/S er en af de forhandlere, der allerede bruger Auto-Trust aktivt, oplever allerede en tydelig forskel i mulighederne for at arbejde mere struktureret med data:

”Auto-Trust har givet os et langt bedre overblik over vores kundeanmeldelser. Vi blev positivt overraskede over, hvor meget data vi allerede havde til rådighed, men ikke har haft tid til at få det fulde overblik over før nu. Nu har vi en masse data tilgængelig, som vi er klar til at bruge aktivt for at afdække de områder, hvor vi kan optimere vores processer og følge mere systematisk op.” udtaler Morten Olsen, indehaver af Fyns-Bilsalg A/S.

Samarbejdet skal bidrage til en fælles standard for gennemsigtighed i branchen og understøtte en mere professionel tilgang til kundedata.

”De forhandlere, der arbejder aktivt med deres kundedata, vil stå stærkere – og de, der ikke gør, vil blive valgt fra … Hvis vi ikke selv tager ejerskab over vores kundedata, så er der andre, der gør det for os. Og så risikerer man at blive defineret udefra i stedet for indefra” siger Jørgen Bomberg til AutoNews Business.

Auto-Trust Standard er nu inkluderet i DBFU-medlemskabet og giver alle medlemmer adgang til en samlet visning af deres online anmeldelser uden ekstra omkostning.

Ifølge DBFU er budskabet klart. Kundedata skal ses som et strategisk værktøj – og ikke blot et omdømmeparameter. De forhandlere, der formår at omsætte data til handling, vil både styrke tilliden og konkurrenceevnen.

 

About Author

Kategorier