X

Nyt modelprogram får nordisk premiere på messen ELMIA Lastbil

IVECO udstiller på den store svenske messe Elmia Lastbil i Jönköping i den kommende weekend. På messen præsenterer køretøjsproducenten for første gang i Norden sit nye modelprogram til alle segmenter – fra varevogne til tunge lastbiler.

De nye modeller er udviklet med sikkerhed i højsædet og signalerer IVECOs stærke fokus på fremtidens transport.

Når Elmia Lastbil slår dørene op, så kan de besøgende ikke blot se frem til Nordens største lastbilmesse i dagene 21.-24. august, men det danner også rammen om den nordiske premiere på IVECOs nye modelprogram MY24.

– Det er første gang, at vi opdaterer hele vores program på én gang, hvilket understreger IVECOs stærke fokus på fremtiden samt vores engagement i at levere innovation og kvalitet til vores kunder, fortæller Anders Nilsson, salgsdirektør hos IVECO i Sverige.

Sikkerhed og digitalisering i førersædet

De opdaterede lovkrav i EU’s generelle sikkerhedsforordning (GSR) trådte i kraft d. 7. juli. For IVECO er det en prioritet at imødekomme disse krav og informere kunderne om det nye regelsæt, så såvel chauffører som øvrige trafikanter kan føle sig sikre på de danske veje.

– IVECO har altid haft et stort fokus på sikkerhed, og de nye funktioner vil bidrage til at undgå ulykker. Vi ved, at sikkerhed er vigtigt for vores kunder. Derfor er vi glade for nu at kunne lancere en omfattende sikkerhedspakke til alle vores modeller, der sikrer, at vi opfylder alle de nye krav. Det vil vi fortælle mere om på Elmia Lastbil, forklarer Victor Alvarsson, Customer Service Manager hos IVECO, og fortsætter:

– Det nye modelprogram har også fokus på digital udvikling og innovation. Blandt andet er alle modeller nu som standard udstyret med vores connectivity box, hvis teknologi gør det muligt for kunden hele tiden at være opkoblet og dermed følge køretøjets ydeevne og servicebehov. Det betyder, at man kan effektivisere sin drift og minimere nedetid, hvilket naturligvis er meget vigtigt inden for transportbranchen.

En unik løsning for elektrificeret transport

Udover det nye modelprogram vil IVECO også fremvise deres 7,2 tons IVECO eDaily på Elmia – en elektrificeret varebil, der er helt enestående i sin klasse.

– Vores eDaily kan fås med en totalvægt på op til 7,2 tons, og det er netop den model opbygget med skab og lift, vi vil vise på Elmia-messen. Dette køretøj er helt unikt på markedet, fortæller Anders Nilsson og fortsætter:

– Elmia Lastbil er en rigtig god anledning til at møde gamle og nye kunder fra hele Norden. Det er virkelig vigtigt for os at opretholde en god dialog med vores netværk, og derfor er det ekstra rart, at vi nu får mulighed for at præsentere vores nyheder for dem.

Flere af IVECOs specialister kommer til at stå klar med ekspertise og viden om branchen og dens tendenser på stand D03:12 i Hal D i løbet af de fire dage, som messen varer. Torsdag kan kunder og besøgende møde IVECOs homologeringsekspert, der besvarer spørgsmål om de nyeste regler og muligheder. Desuden vil specialister i IVECOs produkter og eftermarkedsløsninger være til stede for at fortælle mere om, hvordan de kan matche de nordiske kunders unikke behov og ønsker.

– Vi kommer til at udstille med et stærkt team og et stærkt modelprogram. At vi desuden medbringer køretøjer fra hele modelprogrammet signalerer, at vi er godt rustede til at hjælpe vores kunder, og at vi satser på fremtiden. Det er moderne biler til dagens kunder, og vi ser frem til at vise dem for de besøgende på Elmia Lastbil, afslutter Anders Nilsson.

About Author