Ny teknologi skal hjælpe virksomheder med at få stjålne varebiler hurtigt tilbage

Tyveri af varebiler er blevet en voksende udfordring for virksomheder i store dele af Europa, hvor organiserede kriminelle netværk i stigende grad går målrettet efter lette erhvervskøretøjer. Nu lancerer IVECO en ny digital sikkerhedsløsning, der skal gøre det hurtigere at lokalisere og genfinde stjålne køretøjer – og dermed reducere både driftsforstyrrelser og økonomiske tab for virksomhederne.

Ifølge branchedata er risikoen for tyveri af lette erhvervskøretøjer i dag ti gange højere end for personbiler, og særligt varebiler i udlejningssegmentet er udsatte. For virksomheder, hvor varebilen er et centralt arbejdsredskab, kan et enkelt tyveri hurtigt få konsekvenser i form af forsinkede leverancer, tabte opgaver og pres på kundeaftaler.

Ny service kobles direkte på bilens digitale systemer

Den nye løsning, Stolen Vehicle Assistance, bliver en del af IVECOs eksisterende digitale økosystem og kobles direkte til køretøjets fabriksmonterede connectivity via platformen IVECO ON.

Systemet overvåger løbende køretøjets bevægelser og anvender dataanalyse til at registrere unormal aktivitet. Hvis et tyveri mistænkes eller bekræftes, aktiveres en alarm, hvorefter en genfindingsproces sættes i gang.

“Med Stolen Vehicle Assistance hjælper vi vores kunder med at reagere hurtigt i tilfælde af tyveri og øger chancen for at få køretøjet tilbage så hurtigt som muligt. Ved at kombinere connectivity fra fabrikken, AI-baseret analyse og et døgnbemandet Security Center kan vi omsætte alarmer til konkrete handlinger,” siger Alberto Buttiglieri, Product Manager for Safety and Security Services hos IVECO til AutoNews Business.

Døgnbemandet sikkerhedscenter kobles på ved alarm

En central del af løsningen er et døgnbemandet sikkerhedscenter, som drives i samarbejde med Targa Telematics. Herfra overvåges alarmer, og ved verificeret tyveri kan centeret straks koordinere med myndighederne og følge køretøjets position i realtid.

Ifølge IVECO viser erfaringer fra tilsvarende løsninger, at sandsynligheden for at få et stjålet køretøj tilbage kan komme op omkring 90 procent, når indsatsen aktiveres hurtigt.

“Ved at kombinere avanceret dataanalyse med mange års erfaring inden for køretøjssikkerhed kan vi hjælpe flådeoperatører med at reagere hurtigt og effektivt i kritiske situationer,” siger Alberto Falcione, Vice President Sales hos Targa Telematics.

Servicen er allerede testet i Spanien og bliver nu rullet ud i resten af Europa.

For IVECO er løsningen samtidig en del af en bredere strategi, hvor digitale services skal understøtte virksomhedernes drift og reducere risikoen for nedetid i flåderne.

Sådan fungerer Stolen Vehicle Assistance

Løsningen kombinerer flere teknologier, der hjælper med at opdage og håndtere tyveri:

  • Kunstig intelligens analyserer køretøjsdata og kan identificere unormale bevægelser
  • Geofencing gør det muligt at oprette virtuelle geografiske zoner for køretøjer
  • Automatiske alarmer ved mistænkelig aktivitet
  • Sporing via IVECO ON og Easy Daily App gør det muligt at følge køretøjer i den daglige drift og få et samlet overblik over flåden
  • 24/7 Security Center, der samarbejder med myndigheder om genfinding

 

About Author

Kategorier