I denne måned har Ejner Hessel A/S lanceret et nyt og ambitiøst koncept, der skal gøre bilejerskabet både enklere og billigere for danskerne. Med introduktionen af CarSaver, en fordelsklub til kun 89 kr. om måneden eller 999 kr. om året, kan bilejere på tværs af mærker få adgang til en lang række fordele.
Ifølge Ejner Hessel selv overstiger værdien af fordelene abonnementets pris markant, og det hele kommer uden bindingsperiode. CarSaver er nu en realitet – en løsning, som virksomheden håber vil revolutionere bilejerskab i Danmark.
Inspireret af tidligere succes
Anders Deigaard Bruun, salgs- og marketingschef, eftermarked hos Ejner Hessel fortæller om bevæggrunden bag CarSaver, og om hvordan konceptet bliver et selvstændigt koncept, der drives af og gennem Ejner Hessel.
– Efter den store succes med vores HESSEL PLUS- og HESSEL STARplus-abonnementer ønsker vi nu at gøre dette tilgængeligt for en bredere målgruppe. Vi har både ressourcerne og kompetencerne til at skalere konceptet. Efter at have analyseret markedet vurderer vi, at der er plads til CarSaver-konceptet, hvor kunderne alene gennem bilvaskene kan dække den månedlige udgift. Derudover har vi indgået stærke partnerskaber i forbindelse med konceptet, hvilket vil komme kunderne til gode, særligt over tid. Jo flere der tilmelder sig CarSaver, jo højere rabatter og fordele vil vi kunne tilbyde i fremtiden, udtaler Anders Deigaard Bruun til AutoNews Business.
Stærke samarbejdspartnere sikrer kvalitet
CarSaver præsenteres som en samarbejdsdrevet løsning med nogle af branchens mest anerkendte aktører. Blandt partnerne finder man CAC Mobility, der står bag værkstedskæder som AutoPartner og Teknicar, samt Applus Bilsyn og DCC Energi, der driver Shell-stationerne i Danmark.
CAC Mobility er en samarbejdspartner, som familievirksomheden Ejner Hessel har en årelang relation med, og som er en vigtig leverandør til og for Ejner Hessel.
– Ejner Hessel er en vigtig samarbejdspartner for os, og vi finder det nye koncept utroligt interessant. Vi har et koncept og produkter, der skaber værdi for alle medlemmer af fordelsklubben. Det bidrager ikke kun til besparelser for medlemmerne, men gør også CarSaver til et letforståeligt og meget attraktivt tilbud for bilejeren. Vi er derfor stolte af at være en del af denne rejse og ser frem til at byde endnu flere nye kunder velkommen på vores partnerværksteder”, siger Mathies Fyllgraf, Business Development Manager hos CAC Mobility.
Som medlem af CarSaver får man blandt andet 12 bilvaske om året, To hjulskift om året på værksteder over hele landet, Rabat på værkstedsregninger, Gratis syn og synstjek, Rabat på brændstof og opladning hos Shell, Q8 og F24.
CarSaver er designet til at være gennemsigtigt og relevant for alle bilister – uanset om man kører i en ny eller brugt bil, eller hvilket mærke man ejer.
– CarSaver er udviklet som en fordelsklub til alle bilister på tværs af bilmærker, på tværs af præferencer i forhold til nye og brugte biler og som et gennemskueligt koncept, hvor man klart og tydeligt kan se fordelene. Denne gennemsigtighed har allerede været en stor succes med HESSEL PLUS- og HESSEL STARplus-koncepterne under Ejner Hessel. Nu introducerer vi et koncept, der rækker ud over Ejner Hessels egne forretninger og henvender sig til bilkunder, der kører i bilmærker, vi ikke selv servicerer. Det er en måde at sikre, at endnu flere bilister kan drage nytte af de fordele, vi tilbyder,” fortæller Anders Deigaard Bruun om selskabet.
About Author
ANDRE ARTIKLER DER KAN HAVE RELEVANS FOR DIG
-
Selvkørende biler skal tvinges til at holde afstand til cykler siger Cyklistforbundet i et nyt høringssvar til en ændring af Færdselsloven
-
College360 sætter nyt tiltag i søen med fokus på fremtidens lærepladser i autobranchen
-
Nyt partnerskab om bilforsikring.
-
Bilscenen A/S kommer på nye hænder og skifter navn
-
Ny aftale med fem ladeoperatører giver endnu kortere vej til den nærmeste ladestander i København