Ny elbilmesse lanceres i Herning af MCH A/S

Elbilmarkedet er i vækst, og flere og flere vælger elektriske løsninger, når der skal investeres i nye køretøjer. Af samme grund lancerer MCH A/S nu Elbilmessen, der favner alle aspekter af elbilbranchen og dermed appellerer til alle med interesse i elbiler.

Mærker som Audi, Volkswagen, Škoda og CUPRA (Semler Gruppen), Kia og MG (Nellemann Automotive Distribution), Renault (RN Danmark) og BYD (Nic. Christiansen Gruppen) vil være repræsenteret på messen. Også BMW og MINI bakker op, og flere andre mærker er på vej.

Administrerende direktør i MCH A/S Georg Sørensen ser derfor store perspektiver i messen.
– Elbilmessen er en stor nyhed for MCH-koncernen, og i samarbejde med brancheorganisationen Mobility Denmark er det intentionen at skabe en verden med alt inden for og til elbiler. Messen henvender sig til både nye og erfarne elbil-entusiaster og præsenterer såvel nye elbiler som alle de relaterede løsninger, ligesom eventet naturligt beskæftiger sig med tidens grønne omstilling. Takket være vores Transportmesse og bilhistorik med Biler For Alle har vi løbende en god og tæt dialog med branchen, og vi ser frem til at udbygge dette i forvejen stærke samarbejde, fastslår Georg Sørensen.

Samarbejdspartner: En spændende, indholdsrig messe

Brancheorganisationen Mobility Denmark er samarbejdspartner på Elbilmessen, og hos organisationens administrerende direktør Mads Rørvig er forventningerne ligeledes høje. – Vi glæder os over, at den store interesse for elbiler giver anledning til en ny elbilmesse. Elbilmessen kan bidrage til, at flere danskere bliver opmærksomme på det voksende udbud af elbiler til forskellige behov. De foreløbige oplæg til messen, som vi har set, ser spændende ud, og vi forventer, at det bliver en indholdsrig messe med mange gode elementer, udtaler Mads Rørvig.

Henvender sig til hele familien

Elbilmessen breder sig over fire haller og byder foruden selve udstillingen på en lang række aktiviteter for hele familien samt oplæg og foredrag. Ligeledes er prøvekørsler en central del af messen, der også trakterer med spisesteder for enhver smag.

Første udgave af Elbilmessen, der laves i samarbejde med Mobility Denmark og deres medlemmer, finder sted i MCH Messecenter Herning 24.-26. oktober 2025. Læs mere på elbilmessen.dk

About Author

Kategorier