Lastbiler hjælpes på vej til at blive grønnere via ny pulje

I Danmark kører langt de fleste lastbiler stadig på benzin og diesel, og derfor er der behov for, at myndighederne skubber til virksomhedernes investeringslyst og gør det mere attraktivt at vælge løsninger, der er til gavn for klimaet.

Vejdirektoratet er allerede i gang med at etablere 25 ladeparker til ellastbiler, og nu åbnes der så for en støttepulje på 75 millioner kroner til danske virksomheder, som ønsker at investere i el- og brintlastbiler, depotladning og -brinttankstationer.

”Det er helt afgørende at få den tunge transport med på den grønne omstilling, hvis vi skal i mål med klimamålene. Men samtidig er det dyrt at købe el- og brintlastbiler, så det er forståeligt, hvis nogle virksomheder er tøvende, og derfor giver det også så god mening, at staten nu kommer med en økonomisk håndsrækning,” siger Mette Fynbo, der er afdelingsleder i Vejdirektoratet til AutoNews Business.

Flere penge på vej

Puljen er indgået af de politiske partier bag Grøn Fond, som tæller Venstre, Socialdemokratiet, Moderaterne, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Enhedslisten.

Pengene bliver uddelt efter først til mølle-princippet. For at sikre bredde kan en enkelt virksomhed dog som udgangspunkt maksimalt blive tildelt fem procent af puljen.

“Den grønne omstilling kan være en stor investering for den enkelte vognmand, og derfor er et stort flertal i Folketinget enige om at give en håndsrækning til investeringen. Pengene fra den grønne fond skal ud at arbejde for den grønne omstilling hurtigst muligt, og denne pulje er den første fra Grøn Fond. Ordningen er indrettet sådan, at hvis ikke der kommer ansøgninger nok, så vil en virksomhed kunne få mere end fem procent, og derfor kan branchen også sende flere ansøgninger afsted, så man er sikker på, at alle pengene kommer ud. Allerede næste år kommer endnu flere puljemidler til den grønne omstilling, og jeg vil på baggrund af input fra branchen drøfte med aftalepartierne, hvordan puljen skrues sammen fremadrettet,” fortæller transportminister Thomas Danielsen.

De 75 millioner kroner er første led i en samlet bevilling på 750 millioner kroner til grøn omstilling af den tunge vejtransport frem mod 2030.

Fakta

  • I en ny pulje har danske virksomheder mulighed for at søge om støtte til køb af el- og brintlastbiler, depotladning og -brinttankstationer.
  • Puljen er på 75 millioner kroner og har til formål at hjælpe danske transportvirksomheder med at reducere deres CO2-udledning.
  • Puljen er en del af aftalen ”Deludmøntning af Grøn Fond”, der blev indgået af et bredt flertal i Folketinget mandag den 15. april 2024.
  • Vejdirektoratet står for at administrere puljen, som åbner for ansøgninger torsdag den 15. august og lukker fredag den 15. november.

    Læs mere om puljen her: Pulje til grøn omstilling af tung vejtransport 2024

    Foto: Vejdirektoratet

About Author

Kategorier