Fremgang hos arbejdshestene i årets første kvartal

Der blev indregistreret 6.403 nye varebiler i Danmark i årets første kvartal af 2026. Det er en fremgang på 7,7 procent sammenlignet med samme periode året før, hvor der blev registreret 5.945 køretøjer. El-varebiler fylder mere blandt nyregistreringerne i 2026, end de gjorde for blot et år siden.
 
I årets tre første måneder blev der indregistreret 2.238 eldrevne varebiler, og de udgjorde dermed 35 procent af det samlede antal nyregistreringer. I første kvartal af 2025 udgjorde el-varebiler 23,3 procent af markedet, og der er dermed tale om  en tydelig fremgang i andelen af eldrevne køretøjer.

“I takt med at eldrevne køretøjer er blevet mere almindelige, og mere ladeinfrastruktur er blevet opført, er det blevet mere tilgængeligt at vælge el-varebiler. Det er tydeligt, at markedet har rykket sig allerede på et år, og vi forventer, at den grønne omstilling vil fortsætte på dette marked,” siger Jonathan Schacht Halling Nielsen, vicedirektør i Mobility Denmark.

Også på lastbilsmarkedet var der fremgang i første kvartal. I årets første tre måneder blev der indregistreret 1.430 nye lastbiler, hvilket er 189 flere end i første kvartal 2025. Det svarer til en fremgang på 15,2 procent. Blandt nyregistreringerne i første kvartal var 207 el-lastbiler, hvilket svarer til en markedsandel på 14,5 procent. Elkøretøjerne fordeler sig dog ujævnt i N2- og N3-kategorierne. Mens 63,7 procent af de lette N2-lastbiler var eldrevne i første kvartal, lå elandelen på 7,9 procent blandt de tunge N3-lastbiler.

“Første kvartal har været godt på lastbilsmarkedet, men elektrificeringen har endnu ikke for alvor fået fat i den tungere gruppe af lastbiler. Der er formentlig behov for en varig og stabil forbedring af rammevilkårene ved køb og leasing af 0-emissionslastbiler, så vognmænd har sikkerhed for økonomi og forsyning, når de er klar til teknologiskiftet,” siger Jonathan Schacht Halling Nielsen, vicedirektør i Mobility Denmark.

About Author

Kategorier