Hjørring oplever en sand elbils-boom. På bare fem år er antallet af nyregistrerede elbiler tidoblet – og nu følger infrastrukturen trop.
Efterspørgslen på elbiler vokser markant i Hjørring. Ifølge Danmarks Statistik er antallet af nyregistrerede elbiler i kommunen steget ti gange på blot fem år. Og udviklingen fortsætter: I første halvår af 2025 er salget steget med yderligere 59 procent sammenlignet med samme periode sidste år.
For at matche den udvikling har Circle K etableret to nye ladere med i alt fire lynladepunkter på stationen ved Ringvejen.
– Flere kunder har efterspurgt ladestandere på vores station, så vi er glade for, at vi nu kan tilbyde opladning på bare 20–30 minutter – både for lokale og for dem, der kommer langvejs fra, siger Trine Vendelboe, chef for mobilitet hos Circle K Danmark til AutoNews Business.
Tankstationen skal fremtidssikres
Med de nye installationer runder Circle K 600 lynladere i Danmark og nærmer sig sit mål på 2.000 inden 2030. Dermed er kæden den brændstofudbyder med flest lynladere i landet.
Ifølge Jan Lang, markedsanalytiker hos Bilbasen, er det en helt naturlig udvikling, at tankstationer i stigende grad bliver til ladestationer:
– Det er kun et spørgsmål om tid, før vi alle kører elbil. Der kører i dag godt 450.000 på de danske veje, og kurven er meget stejl de kommende år. Lynladere bliver derfor et vigtigt led i at fastholde tankstationerne som naturlige stop på farten, siger han.
Flere aktører giver bedre opladning
En YouGov-undersøgelse fra februar 2025 viser, at de fleste danske elbilister benytter flere forskellige ladeoperatører. Netop derfor er det afgørende, at mange forskellige aktører bidrager til infrastrukturen, vurderer Jan Lang:
– Danmark har en god plan for udrulningen, men hvis kun én aktør stod for det hele, ville vi hurtigt få flaskehalse. At både nye spillere og de klassiske brændstofudbydere investerer, giver sund konkurrence og bedre muligheder for elbilisterne.
Mere end strøm på turen
Opladning tager længere tid end en klassisk tankning – og det ændrer bilisternes forventninger til oplevelsen undervejs.
Ifølge en YouGov-måling peger mere end halvdelen af danskerne på adgang til toiletter som det vigtigste, når de vælger, hvor de vil tanke eller lade. Omkring hver fjerde fremhæver mad og drikke som afgørende.
– Tidligere var det vigtigste, at ladningen fungerede. I dag er det en selvfølge, og derfor bliver oplevelsen omkring opladningen afgørende, siger Jan Lang.
Det kan Trine Vendelboe fra Circle K nikke genkendende til:
– Med vores lynladere kan man lade op til 13 gange hurtigere end ved en almindelig fortovslader. Bilisterne er derfor længere tid på stationen, og så betyder det meget, at de kan få et måltid, en kop kaffe – eller bare bruge toilettet. Vi vil gøre ladepausen så god som muligt, og derfor tilbyder vi også som de første i branchen adgang til nyheder og kvalitetsindhold i samarbejde med Berlingske, fortæller hun.
About Author
ANDRE ARTIKLER DER KAN HAVE RELEVANS FOR DIG
-
Strategisk partnerskab med norsk kapitalpartner skal sætte turbo på europæisk vækst
-
Rodis Autocenter satser stort på elbiler: Nyt batteriværksted åbner
-
Renault offentliggør idag en pris under den psykologiske grænse
-
Bilforhandler lukker efter 50 år: Nielsen Car Group overtager kunder og medarbejdere
-
Nye sikkerhedsregler: Kina forbyder skjulte håndtag på elbiler
