To lokale synshaller har fået ny ejer. Bilsyn Stevns og Bilsyn Skanderborg er blevet en del af DEKRA Bilsyns landsdækkende organisatio.
Overtagelsen betyder samtidig, at DEKRA styrker sin tilstedeværelse i både Stevns og Skanderborg. De hidtidige ejere, Andreas Agerskov og Ib Larsen, fortsætter begge i synshallerne. Dermed vil kunderne fortsat møde de samme kendte ansigter, selv om der nu står en større organisation bag driften.
”Vi overtager to veldrevne synshaller, som gennem mange år har opbygget stærke lokale positioner og gode relationer til kunderne. Andreas og Ib har lagt en stor faglig og personlig indsats i deres synshaller, og vi er meget glade for, at de fortsætter som en del af DEKRA Bilsyn. Det sikrer kontinuitet for kunderne og giver samtidig et stærkere lokalt fundament i både Stevns og Skanderborg”, siger Mikael Morell, administrerende direktør i DEKRA Bilsyn til AutoNews Business.
Otte år som selvstændig på Stevns
For Andreas Agerskov betyder salget afslutningen på otte år som selvstændig ejer af Bilsyn Stevns, men ikke et farvel til hverken synshallen eller kunderne. Han fortsætter sit daglige arbejde efter overtagelsen.
En af årsagerne til salget har været ønsket om at blive en del af en større organisation med flere kolleger omkring sig. Samtidig skal den nye konstruktion give bedre mulighed for at holde ferie og få mere tid sammen med familien.
For kunderne betyder det, at den daglige kontakt i synshallen i vid udstrækning fortsætter som hidtil.
Efter 20 år gør Ib Larsen klar til generationsskifte
I Skanderborg sker overtagelsen efter et markant jubilæum. Ib Larsen har drevet synshallen siden 2006 og kan dermed i år se tilbage på 20 år som ejer. Nu har han besluttet at give ejerskabet videre og i stedet prioritere sig selv og familien højere.
Han forlader dog ikke synshallen foreløbig. Planen er, at Ib Larsen fortsætter med at arbejde i Skanderborg i nogle år endnu. Her skal han blandt andet være med til at finde og oplære en ny medarbejder, der på længere sigt kan overtage hans rolle, når han går på pension.
Dermed bliver overtagelsen også begyndelsen på et generationsskifte, hvor Larsens mange års erfaring og lokale kendskab skal gives videre. For DEKRA Bilsyn betyder de to opkøb en yderligere udvidelse af virksomhedens netværk af synshaller i Danmark, mens kunderne i Stevns og Skanderborg foreløbig kan forvente, at en stor del af den daglige drift fortsætter med de samme mennesker som hidtil.
Overtagelsen af begge synshaller er trådt i kraft 1. september 2026.
About Author
ANDRE ARTIKLER DER KAN HAVE RELEVANS FOR DIG
-
Autosource Group udvider forretningen med strategisk opkøb
-
Ford kører ny elektrisk arbejdshest i stilling
-
Bilkoncern køber Breinholt & Ree Leasing-aktiviteter: Har appetit på flere handler
-
Ny test slagter billige Kina dæk: Syv dumper i sikkerhedstest
-
Mobility Denmark åbner døren for motorcykelbranchen
