Endnu en af dækgigantens europæiske fabrikker har opnået international anerkendelse for mere bæredygtig produktion. Fra årsskiftet kunne koncernens megafabrik i Portugal betegnes som CO2-neutral. Nu har fabrikken i Slovakiet modtaget ISCC Plus-certificering for transparens og sporbarhed i materialer, der indgår i produktionen af dæk.
Continental-koncernens store fabrik i Púchov i Slovakiet, der ud over dæk til personbiler og lette lastbiler også producerer lastbildæk, har netop opnået den anerkendte ”International Sustainability and Carbon Certification PLUS”-certificering. Det er den første fabrik til lastvognsdæk, der modtager denne anerkendelse.
Púchov-fabrikken, der beskæftiger 5.000 ansatte og huser et af Continentals teknologicentre til global forskning og udvikling af dæk, er koncernens tredje ISCC PLUS-certificerede produktionsfacilitet. Fabrikken i Slovakiet følger dermed trop efter dækfabrikkerne i Hefei i Kina samt Lousado i Portugal, der tillige har opnået CO2-neutral årsproduktion af 18 millioner dæk.
Anerkendt certificeringssystem for cirkulær økonomi
ISCC PLUS er et internationalt anerkendt certificeringssystem, der anvendes inden for bioøkonomi og cirkulær økonomi. Det certificerer ikke-konventionelle råvarer, der kan anvendes for eksempel inden for fødevarer, dyrefoder, kemikalier, plast, emballage og tekstiler.
De forskellige kriterier, der kræves for ISCC PLUS-certificering, omfatter sporbarhed af råmaterialer, overholdelse af miljøstandarder, beskyttelse af økosystemer, sikring af overholdelse af arbejds- og menneskerettigheder og fremme af bæredygtig økonomisk udvikling.
– I produktionen af dæk blandes fossile, vedvarende og genbrugte råmaterialer i eksisterende systemer og processer. De anvendte mængder følges langs hele værdikæden og kan derfor til enhver tid fordeles forholdsmæssigt. Ved at arbejde meget nøjagtigt og præcist i udvikling og produktion af dæk har vi mulighed for gradvist at øge andelen af bæredygtige materialer i vores dæk, fortæller adm. direktør Georg Nielsen fra Continental Dæk Danmark A/S til AutoNews Business og uddyber:
– Den dokumenterede proces sikrer, at balancen mellem bæredygtige materialer kan rapporteres nøjagtigt. Det er vigtigt både for vores egen optimering af produktionen og for dokumentationen til brug for kundernes ESG-rapportering og opfyldelse af EU-taksonomien, der i stigende grad bliver et konkurrenceparameter for transport- og logistikvirksomheder, understreger han.
Øget andel af genanvendte materialer
Continental arbejder intensivt på at omstille så mange råvarer som muligt i produktionen til bæredygtige materialer. Råmaterialer, der kan bruges i dækproduktionen i fremtiden, omfatter landbrugsaffald såsom asken fra risskaller, gummi fra mælkebøttesaft, genbrugsgummi eller PET-flasker.
– UltraContact NXT, der er den hidtil mest bæredygtige dækserie til personbiler, indeholder certificerede materialer. Det gælder bl.a. syntetisk gummi fremstillet af biobaserede og biocirkulære råmaterialer, som til dels fremstilles ved hjælp af olie fra cirkulære processer, forklarer Georg Nielsen.
Koncernens mål er, at alle nye dæk senest i 2040 skal være fremstillet CO2-neutralt. I 2050 er målet, at koncernen skal være CO2-neutral i hele værdikæden og at alle dæk skal være fremstillet af bæredygtige materialer. Med de opnåede ISCC PLUS-certificeringer kan Continental i højere grad dokumentere indsatser og resultater over for markedet.
FAKTA om Continental-koncernen
• Continental blev grundlagt i 1871. I 2023 omsatte koncernen for 41,4 milliarder Euro og beskæftiger i dag flere end 200.000 medarbejdere fordelt på 56 lande og markeder.
• Koncernen er blandt de teknologisk førende inden for dækproduktion og tilbyder et bredt produktsortiment til personbiler, erhvervs- og specialkøretøjer samt cykler og motorcykler.
• Dæk-divisionen har 20 produktionssteder og 16 udviklingssteder verden over. Porteføljen omfatter løsninger og services til dæk og flådeapplikationer samt digitale styringssystemer. Divisionen beskæftiger flere end 56.000 ansatte og omsatte i 2023 for 14 milliarder Euro.
About Author
ANDRE ARTIKLER DER KAN HAVE RELEVANS FOR DIG
-
Danskerne udskyder skiftet til vinterdæk
-
Nic. Christiansen Gruppen indvier idag NCG Huset med Arkitekturpris 2024 i hånden
-
Tidligere værkstedskædechef bliver servicechef hos Stenhøj
-
Ny uddannelse skal sikre leasingbranchen i kampen mod økonomisk kriminalitet
-
Et spring ind i fremtiden på årets Auto Awards 2024