default

College360 sætter nyt tiltag i søen med fokus på fremtidens lærepladser i autobranchen

Autobranchen står over for en stor udfordring: At sikre nok lærepladser til de unge, der skal drive værkstederne i fremtiden. Det har College360 sat sig for at ændre. I januar 2025 skyder skolen et nyt projekt i gang, der skal bringe skoler og virksomheder tættere på hinanden.

Med et team bestående af podcastvært Claus Larsen, uddannelseskonsulent Brian Hovmand og uddannelsesleder Daniel Krarup Jørgensen vil College360 rejse landet rundt for at samle de gode historier og løsninger, der allerede findes i autobranchen.

Mangler lærepladser – trods efterspørgsel på arbejdskraft
Selvom mange unge finder lærepladser, er der stadig et betydeligt antal, der ender i skoleoplæring, fordi de ikke kan finde en praktikplads. Det ønsker College360 at gøre op med.

”Selvom det går rigtig godt med at få størstedelen af autobranchens lærlinge i aftaler, er der stadig en gruppe, der falder fra eller ender i skoleoplæring, fordi de ikke finder en læreplads. Det er en udfordring, vi ønsker at forstå bedre og arbejde aktivt på at løse. Samtidig ved vi, at mange virksomheder i branchen efterspørger kvalificeret arbejdskraft. Med dette projekt vil vi skabe en platform, hvor vi kan lære af de bedste tiltag og sammen finde veje til at styrke samarbejdet mellem skoler og værksteder,” siger Daniel Krarup Jørgensen, uddannelsesleder for Auto på College360 til AutoNews Business.

En rejse for at lytte og lære
Med både podcast- og videoudstyr vil teamet besøge værksteder over hele Danmark. Projektet bygger på nysgerrighed og dialog – og handler ikke om at diktere løsninger, men om at dele de bedste idéer bredt.

”Det her handler ikke om at pege fingre eller fortælle, hvad der skal gøres. Det handler om at være nysgerrige og lære af hinanden. Vi vil give plads til de gode idéer, der allerede fungerer ude i branchen, og dele dem bredt, så endnu flere kan få gavn af dem,” forklarer Daniel Krarup Jørgensen.

Podcastværten Claus Larsen, der tidligere har været engageret i Continental Academy udtaler:
”Jeg har gennem årene haft mulighed for at skabe dialog mange steder, men lige netop denne gang handler det om mere end bare samtale. Det handler om at give noget tilbage. Vi vil sammen finde ud af, hvordan vi som branche kan blive bedre i fællesskab. Det er en sjælden mulighed for at dele de historier, som virkelig gør en forskel, og det gør vi med respekt for alle parter.”

Fra idé til inspiration
Podcastserien og videomaterialet fra projektet vil blive delt løbende fra januar 2025 på College360’s platforme og sociale medier. Målet er at inspirere endnu flere virksomheder til at tage lærlinge ind og finde nye måder at støtte de unge på.

”Hvis vi kan inspirere bare en håndfuld virksomheder til at tage en lærling mere ind eller finde nye metoder til at understøtte deres lærlinge, så er vi allerede nået langt. Det her er første skridt på vejen til en bedre fremtid for både de unge og for branchen,” afslutter Daniel Krarup Jørgensen.


About Author

Kategorier