Når vi springer ind i det nye år og kalenderen viser den 1. januar 2025, er det fem år siden, at Jakob Flyvbjerg Christensen blev CEO i Verdo. Siden da har han stået i spidsen for blandt andet udviklingen af en ny koncernstrategi og haft fuldt fokus på øget digitalisering og grøn omstilling af de forskellige områder inden for kritisk infrastruktur, som Verdo beskæftiger sig med.
Den grønne omstilling af energibranchen er i sig selv et område, der kan holde mange mennesker travlt beskæftigede både nu og i fremtiden, og derfor lå det da heller ikke i kortene, at det var nu, Jakob Flyvbjerg Christensen skulle foretage et jobskifte.
“Egentlig havde jeg forestillet mig, at jeg skulle være i Verdo i mange år endnu og være med til at udløse det store potentiale, der findes i vores mange aktiviteter og forretningsområder. Men pludselig opstod der en mulighed, jeg ikke havde set komme – og som jeg ikke kunne sige nej til,” siger Jakob Flyvbjerg Christensen i forbindelse med udmeldingen om det nye job til AutoNews Business.
Den snart tidligere CEO understreger, at han har været utrolig glad for årene i Verdo.
“Jeg er stolt over den udvikling og de resultater, jeg har stået i spidsen for og været med til at føre ud i livet sammen med Verdo’s godt 600 dedikerede medarbejdere. For Verdo bidrager på rigtig mange måder samfundsmæssigt – både til den grønne omstilling i et større perspektiv og til udviklingen af de lokalsamfund, hvor vi er til stede. Mit jobskifte skal derfor ikke ses som et fravalg af Verdo, men som et tilvalg af Danske Fragtmænd, hvor jeg i høj grad kan kombinere erfaringerne fra mine mange år i logistikbranchen med mine erfaringer med blandt andet digitalisering og bæredygtighed fra min tid i Verdo – og dermed koble det bedste fra to verdener.”
Bestyrelsesformand er tryg ved at overlade roret til en ny CEO
I forbindelse med Jakob Flyvbjerg Christensens fratrædelse udtaler Verdo’s bestyrelsesformand Torben Høeg Bonde:
“Jeg vil gerne ønske Jakob tillykke og takke ham for hans flotte indsats. Hans store engagement, strategiske kompetencer og stærke værdier har flyttet Verdo, så virksomheden i dag er et helt andet sted, end da han tiltrådte i januar 2020. Og det på trods af, at de seneste fem år har budt på rigeligt med udfordringer som fx corona, geopolitisk uro og energikrise – alt sammen noget, der i den grad har påvirket Verdo. Jeg og resten af bestyrelsen har været meget glade for samarbejdet, og derfor er det naturligvis ærgerligt, at han snart skal videre til et nyt job. Jeg er samtidig helt tryg ved at skulle overlade roret til en ny CEO, som kan sikre den fortsatte udvikling af Verdo som førende inden for bæredygtig varmeforsyning, og som kan stå i spidsen for at skabe succes for vores kommercielle selskaber.”
Jakob Flyvbjerg Christensen fratræder sin stilling hos Verdo senest 31. maj, og Verdo’s bestyrelse har nu igangsat en proces for at finde en ny CEO.
Fakta om Jakob Flyvbjerg Christensen
- Bosat i Randers og CEO i energi- og forsyningskoncernen Verdo Holding A/S siden 1. januar 2020.
- Tidligere blandt andet havnedirektør for Aarhus Havn og administrerende direktør for containerterminalen APM Terminals i Aarhus.
- Mange års erfaringer med godstransport, logistik og lager fra forskellige roller hos A.P. Møller-Mærsk i Danmark, Norge, Sverige, Holland og Italien.
- Bestyrelsesmedlem i flere bestyrelser, blandt andet Green Power Denmark.
- Uddannet civiløkonom fra Handelshøjskolen i Aarhus og CBS.
- Bachelor i Logistik og Supply Chain Management fra CBS.
About Author
ANDRE ARTIKLER DER KAN HAVE RELEVANS FOR DIG
-
Selvkørende biler skal tvinges til at holde afstand til cykler siger Cyklistforbundet i et nyt høringssvar til en ændring af Færdselsloven
-
College360 sætter nyt tiltag i søen med fokus på fremtidens lærepladser i autobranchen
-
Nyt partnerskab om bilforsikring.
-
Bilscenen A/S kommer på nye hænder og skifter navn
-
Ny aftale med fem ladeoperatører giver endnu kortere vej til den nærmeste ladestander i København