AutoNews Business kan idag bringe nyheden om at den landsdækkende værkstedskæde Bosch Car Service får ny Kædechef i Danmark.
Den nye mand ved roret er Tommy Stuckert, der tiltræder stillingen efter at have været Partnerchef hos ABAX Danmark A/S det seneste års tid.
Tommy Stuckert er et velkendt ansigt i det danske eftermarkede og har mange års erfaring i branchen, eftersom at han var Forsikrings & Erhvervskonsulent hos værkstedskæden AutoMester i 2,9 år i perioden 2004 – 2006. Sidenhen var han 12 år hos selvsamme værkstedskæde først som Brand Manager i 4 år i årene 2008 – 2012 og som Kædechef i 8 år i perioden 2012 – 2020.
Inden Stuckert kom til ABAX Danmark A/S havde han sin dagligdag i to år som Koncept Chef for Aktieselskabet Carl Christensen A/S, au2parts, AutoPartner og Teknicar.
Nuværende Kædechef Jesper Videbæk hos Bosch Car Service videregiver stafetten i overensstemmelse med ledelsen, da han ønsker at gå tilbage til sin normale dagligdag som Key Account Manager for Bosch Car Service.
Bosch åbnede sit første værksted i Hamborg i 1921 og er blevet et af verdens største uafhængige værkstedsnetværk med mere end 15.000 værksteder i 150 lande. I Danmark er Lange Jørgensen i Odense det ældste værksted i kæden med mere end 80 år som aktiv. I Danmark er der mere end 100 Bosch-certificerede værksteder.
Tommy Stuckert bliver ny Kædechef for værkstedskæden Bosch Car Service.